Kulturmøde i Sydslesvig
Sydslesvig er et unikt eksempel på, at det kan lade sig gøre at vende konflikt og uvenskab til fredfyldt sameksistens mellem forskellige kulturer.
Til forskel fra danskere i Danmark er de danske sydslesvigere tosprogede og har en dobbeltkulturel identitet. De taler dansk i skolen, men ellers er tysk deres hverdagssprog. Den levevis kender også mange nydanskere til. De føler sig danske, men har en anden kulturbaggrund. Og i den sammenhæng kan de danske sydslesvigere være med til at bygge bro og vise, der er flere måder at være dansk på.
Levende historie
Det danske mindretal tæller ca. 50.000 mennesker, og Flensborgs bymiljø samt resten af Sydslesvig bærer i det hele taget præg af at have hørt til Danmark indtil den 2. Slesvigske Krig i 1864. Besøg f.eks. Hedeby og Danevirke, der blev bygget af vikingerne og fungerede som forsvarsværn mod syd indtil krigen mod Preussen i 1864, hvor Danmark mistede de tre hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenborg. Derefter gik den dansk-tyske grænse nord for Sønderjylland ved Kongeåen, og det var først efter 1. Verdenskrig, at Sønderjylland (det nordlige Slesvig) ved en folkeafstemning blev dansk igen. Sydslesvig forblev dog tysk, men har altså stadig et dansk mindretal, som er tosproget og dobbeltkulturelt.
Lejrskole i Sydslesvig
I Sydslesvig findes flere velegnede steder til lejrskoleophold. Det er lejrskole- og kursuscenteret Christianslyst, spejdergården Tydal, Skipperhuset i Tønning, Trenehytten og Kongenshus. Skoler, der er medlemmer af Grænseforeningen (gratis det første år, derpå 150 kr./år), kan få gratis adgang til undervisningsmateriale og besøg af Grænseforeningens skolekonsulent, Claus Jørn Jensen, som kan fortælle om Sydslesvig, historisk og aktuelt.
Få en ven fra Sydslesvig
Grænseforeningen skaber hvert år nye venskaber mellem danske og sydslesvigske børn og unge. Hvert år i juli kommer ca. 450 sydslesvigske børn til Danmark i 2-4 uger for at holde ferie hos en dansk familie. Og i november (uge 45-46) finder Grænseforeningens elevudveksling sted, hvor en dansk elev i alderen 9-15 år får besøg af en sydslesvigsk elev i uge 45 for bagefter at følge med hjem til sin nye kammerat i uge 46 og tage del i hverdagen på en dansk skole i Sydslesvig.
Læs mere på http:// www.feriebarn.dk

Christianslyst

Trenehytten