A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Ærø

Ø i det sydfynske øhav mellem Sønderjylland og Fyn på 88 km². Øen har ca. 7.400 indbyggere.

Ærø tilhørte oprindelig kronen, men fra 1200-tallet og frem til 1315 ejedes øen af de brandenburgske markgrever. Markgreverne har formentlig fået øen som arv efter Valdemar Sejrs datter Sophie, der var gift med markgreve Johan 1.

Fra 1331 og frem til 1410 tilhørte Ærø de holstenske grever. Øen kom hermed tidligere end det øvrige Sønderjylland under de holstenske grever, men øen blev sammen med det øvrige Slesvig erobret tilbage til kronen af Dronning Margrethe i 1410. Allerede i 1439 skiftede øen igen ejer og kom under hertug Adolf. Nu og de følgende 425 år forblev Ærø en del af hertugdømmet Slesvig, nemlig frem til 1864.

Ærø blev administrativt lagt under Sønderborg amt og fulgte amtet ved de senere arvedelinger i 1544 og 1564, hvorefter den blev en del af hertug Hans den Yngres hertugdømme. Ærø blev således også en del af Hans den Yngres voldsomme moderniseringsplaner. Det var Hans den Yngre, som byggede de første hovedgårde på Ærø, nemlig Søbygård på den nordlige del af øen og Gråsten og Gudsgave på den sydlige del.

Efter Hans den Yngres død i 1622 tilfaldt øen hans ældste søn Christian, der altså måtte nøjes med den mindste del af faderens områder, der tilmed heller ikke rummede en passende fyrstebolig som f.eks. Sønderborg Slot. Dette sidste skyldes formentlig at Hans den Yngre først sent i sit liv besluttede at gøre Ærø til et selvstændigt hertugdømme. Som kompensation for den manglende fyrstebolig arvede Christian 5.000 rigsdaler, som dog ikke blev brugt til byggeformål. I stedet indrettede Christian sig på hovedgården Gråsten.

Efter hertug Christians død i 1633 blev Ærø opdelt ligeligt i fire dele, som ved lodtrækning blev delt mellem de tre overlevende sønner af Hans den Yngre og deres afdøde bror Alexanders børn. Gudsgave i Marstal tilfaldt hertug Hans Christian af Sønderborg, Søbygård tilfaldt hertug Joachim Ernst af Pløn mens Ærøskøbing med Voderup gik til hertug Philip af Glücksburg. Endelig tilfaldt Gråsten hertug Frederik af Nordborg, men han solgte hurtigt sin part til hertug Philip af Glücksburg, således at Glücksburgerne blev de førende godejere på øen. Hertug Philip indrettede herregården "Købinghof" i Ærøskøbing som administrativt centrum for sine besiddelser på Ærø.

Ejerforholdene til de to andre hertugelige dele af Ærø, Søbygård og Gudsgave er komplicerede. Søbygård blev i den plønske hertugfamilies eje i de næste 100 år, inden slægten uddøde. Gudsgave var i perioder i gottorpernes besiddelse, blev senere konfiskeret af den danske konge og senere i 1684 overdraget hertug August af Pløn-Nordborg.

Som det er fremgået blev Ærø en opdelt ø, hvilket uden tvivl har haft betydning helt frem til vore dage, hvor der fortsat eksisterer et konkurrenceforhold mellem handelsbyen Ærøskøbing og skipperbyen Marstal.

Yderligere kompliceret bliver det, når man ser på den kirkelige administration af øen. Både Als og Ærø havde fra gammel tid kirkeligt været knyttet til Fyn. Dermed kunne den danske konge hævde, at han og ikke hertugen efter Reformationen, hvor alt kirkegods tilfaldt kronen, havde den kirkelige overhøjhed over Ærø. Hertug Hans den Yngre havde kæmpet for at få dette ændret, men det lykkedes ikke. Også ved arvedelingen i 1634 blev det understreget, at hertugerne ikke havde rettigheder over kirkerne.

Frederik 5. samlede i 1749 øen under den danske krone. Landsbyerne udskiftedes 1773-74, og i 1787 fik samtlige fæstere fri ejendomsret til deres gårde. I verdslig henseende hørte Ærø til Slesvig. Årsagen til at Ærø ikke, som det øvrige Slesvig, kom under preussisk styre efter 1864 var, at der skete et mageskifte mellem de kongerigske enklaver, der lå spredt over den vestlige del af hertugdømmet, og "De otte sogne" ved Kolding, et område omkring Ribe og så Ærø, som alle kom under Danmark. En anekdote fortæller, at den danske forhandler ved fredsforhandlingerne satte sin tommelfinger hen over Ærø på landkortet, hvorved Bismarck overså den, men dette er mere en god historie end realiteteter.

Litteratur:

Erik Kroman: Oversigt over Ærøs historie, i M. Eriksen: Rise sogns gårde, fæstere og ejere og deres slægt, 1960.

Carsten Porskrog Rasmussen m.fl.: De Slesvigske Hertuger, 2008.