A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Administrative forhold i Slesvig/Sønderjylland

Sønderjylland var indtil 1864 et hertugdømme for sig. Det havde sin egen administration, adskilt fra kongeriget Danmarks. I 1867 indførtes preussisk administration i Sønderjylland. Ved genforeningen i 1920 fik den nordlige del dansk administration.

Central- og provinsadministration:

Fra 1523-1848 blev Slesvig sammen med hertugdømmet Holsten regeret gennem det Tyske Kancelli. I 1851 oprettedes Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig, der eksisterede indtil 1864. Begge regeringsorganer lå i København. I hertugdømmerne selv fandtes en særlig provinsadministration, der ikke kendes i det øvrige Danmark. Som sin særlige repræsentant indsatte den danske konge en statholder. Fra 1648 fandtes et særligt regeringskancelli i Glückstadt for begge hertugdømmer, men i 1713 fik Slesvig sin egen provinsregering, Overretten på Gottorp, der også var domstol (se Retsvæsen). Overretten afløstes i 1834 af en ny fælles regering for begge hertugdømmer. Den særlige slesvigske provinsadministration bortfaldt i 1850.  I 1867-1920 var Sønderjylland en del af provinsen Slesvig-Holsten, der havde en overpræsident i spidsen. De tidligere hertugdømmer udgjorde desuden regeringsdistriktet Slesvig under ledelse af en regeringspræsident. I 1920 kom de sønderjyske landsdele ind under dansk centraladministration.

Sysler:

De ældste kendte administrative enheder var som i resten af Jylland sysler og herreder. Et syssel omfattede mindst fem herreder og fungerede som forvaltnings- og retsdistrikt i en tid, da det overordnede styre endnu var udpræget svagt. Det senere hertugdømme Slesvig var opdelt i Barved-, Ellum- og Istedsyssel, mens det tyndt befolkede Fredslet syd for Danevirke og det nordfrisiske Utland lå udenfor inddelingen. De slesvigske sysler blev endnu nævnt i Kong Valdemar 2.s Jordebog, men blev siden fortrængt af lenene.

Amter:

Et amt var et lensdistrikt rundt om en hertugelig borg bestående af to til ni herreder. Amtmanden var landsherrens repræsentant og forsvarsfuldmægtige. Oftest var han af adelig herkomst. Amtsstuen indkrævede skatterne og stod for den offentlige økonomi, mens husfogden havde opsynet med de offentlige (altså landsherrens) ejendomme. Selvom en række distrikter ikke var underlagt amtsforvaltningen, var de op til elleve slesvigske amter senest fra begyndelsen af 1500-tallet den vigtigste enhed i regionalforvaltningen. 1867 blev amterne omdannet til ensartede landkredse, der også omfattede alle hidtidige enklaver. Landkredsenes forvaltningschef og øverste repræsentant var landråden, hvis beføjelser stort set svarede til amtmandens. De fire nordslesvigske kredse Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder fortsatte efter 1920 som danske amter, dog blev Aabenraa og Sønderborg lagt sammen i 1932. I 1970 blev de tre amter samlet til Sønderjyllands Amt med en amtsborgmester i spidsen. Amtet blev ophævet i 2007, og Sønderjylland indgår herefter sammen med Sydjylland og Fyn i Region Syddanmark. De sydslesvigske kredse blev i 1970/74 samlet til større enheder, der endnu eksisterer.

Landskaber og koge:

De store landskaber ved vestkysten og Femern eksisterede ved siden af amterne og var præget af en høj grad af selvstyre. Dette gjaldt også de mindre landskaber, som hørte under amterne. Oktrojerede koge ( se Digevæsen) var nyinddigede landområder, hvis ejere ligeledes nød selvstyre på det amtslige plan. Det samme gjaldt en række kirkelige besiddelser og de adelige godser. Kogene og de kirkelige og adelige distrikter blev dog senest i 1853 underlagt amts- og herredsadministrationen.

Købstæder:

De fleste købstæder blev allerede i middelalderen selvstændige forvaltningsdistrikter med borgmester og magistrat samt et kollegium af deputerede borgere i spidsen. Først i 1867 blev de underlagt landkredsene. De nordslesvigske købstæder genvandt deres særstatus i 1920 for igen at miste den i 1970. I Slesvig-Holsten fik stadig flere byer købstadsrettigheder efter 1870. Flensborg fik i 1889 status som ”kredsfri” by, som den siden har bevaret.

Herreder, birker og amtsdistrikter:

Et herred var i begyndelsen formentlig et militærdistrikt, der skulle stille et bestemt antal bevæbnede mænd i til landets forsvar. Efterhånden blev funktionen som rets-, politi- samt skattedistrikt vigtigere. I spidsen for herredet stod en herredsfoged, i begyndelsen en storbonde, fra 1700-tallet en juridisk uddannet embedsmand. Også i den tidlige kirkelige organisation spillede herrederne en vigtig rolle. I senmiddelalderen og i mange tilfælde helt indtil 1800- tallet blev mange særligt privilegerede områder, f.eks. købstæder, adelige og kirkelige besiddelser, holdt adskilt fra herredsadministration. Herrederne fortsatte som underretsdistrikter indtil 1867. Det samme gjaldt de såkaldte birker, der udgjorde små særlige retsdistrikter, hvis selvstændighed byggede på en ofte meget lang forhistorie med særlige rettigheder. I 1867 overførtes herredernes domsbeføjelser til de nyindførte preussiske amtsretter.

Herrederne fortsatte som politimyndigheder indtil 1889, hvor de afløstes af de preussiske amtsdistrikter, som normalt omfattede 1-3 kirkesogne og havde en amtsforstander i spidsen. Hertil udpegede landråden i reglen førende hjemmetyske gårdmænd, men fandtes sådanne ikke, blev der indsat en kommissarisk amtsforstander, der var embedsmand og gerne havde flere amtsdistrikter under sig. I Slesvig-Holsten eksisterer amtsdistrikterne den dag i dag, om end de er blevet meget større efter reformer i 1970 og 2007.

Sogne:

Kirkesognene opstod i takt med kristendommens indførelse, men først omkring 1300 var udviklingen afsluttet. Bortset fra de helt få nedlæggelser, nyoprettelser og grænseændringer har sognene siden da været den mest stabile administrative enhed. De kirkelige anliggender og med dem efterhånden også skole- og fattigvæsenet blev ordnet på sogneplan. I nogle områder ved vestkysten uden udprægede landsbystrukturer (fx Ejdersted) var sognene den afgørende enhed for hele lokalforvaltningen.

Land- og sognekommuner:

Landsbyfællesskaber eller ejerlav udgjorde fra middelalderen det lokale selvstyre på landsbyplan. I 1867 blev de videreført som preussiske landkommuner, der tillige overtog alle ikke-kirkelige funktioner fra sognene. I spidsen for kommunerne stod en kommuneforstander. Nord for den nye grænse af 1920 blev 384 landkommuner samlet til 124 sognekommuner, som siden 1842 havde været grundlaget for lokalforvaltningen i kongeriget.

Kommunalreformer 1970 og 2007:

Med kommunalreformen 1970 blev sognekommunerne sammenlagt til 23 primærkommuner. Sognet blev dermed reduceret til udelukkende at udfylde en funktion i den lutherske folkekirke i Danmark. Med strukturreformen i 2007 blev antallet af kommuner reduceret til fire med borgmester, byråd og egen kompleks forvaltning. I delstaten Slesvig-Holsten eksisterer derimod stadigvæk landkredse, købstads- og landsbykommuner af meget forskellig art, hvoraf kommuner med under 9.000 indbyggere skal have en fælles forvaltning under et amtsdistrikt. 

Af Gerret Liebing Schlaber i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011, s. 13-15.