A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Ahlefeldt, Slægten

Adelsslægt fra grænselandet mellem Slesvig og Holsten. Den hørte til de slægter, som i 1300-tallet var knyttet til de holstenske grever og i kraft heraf fik gods og pantebesiddelser i Sønderjylland og Danmark. Slægten blev delt i flere linjer. Dens hovedbesiddelser i Slesvig var i 1400-tallet Tørning og Søgård (begge overtaget fra slægten Limbek) samt bl.a. Lindau, Königsförde og Nør, alle i Jernved.

I 1400-tallet var Ahlefeldterne den mest magtfulde af alle slesvig-holstenske adelsslægter. I 1494 blev Tørning afstået til kronen i en byttehandel mod bl.a. Gelting, der nu blev et af slægtens hovedsæder frem til 1700-tallet. Fra ca. 1660 til 1722 var grenen på Søgård og Gråsten førende med statholderen Frederik Ahlefeldt (1623-86), som blev både tysk rigsgreve 1665 og dansk lensgreve 1672, og hans sønner Frederik og Carl, der også blev statholdere. Søgård og Gråsten gik tabt ved en konkurs i 1725, men denne gren beholdt Tranekær, som den havde overtaget 1659.

Den blev herefter 1725 mest knyttet til Kongeriget og bærer siden 1785 navnet Ahlefeldt-Laurvig. Andre grene forblev godsejere i Hertugdømmerne, bl.a. grenen til Saxtorf-Eschelsmark, som var optaget i dansk grevestand i 1672.

Af Carsten Porskrog Rasmussen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.