A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Amtsskolekonsulent

Tilsynsførende med skolevæsenet. I 1920 blev der udpeget tre amtsskolekonsulenter for Haderslev, Sønderborg-Aabenraa og Tønder amter. Det var en nyskabelse i dansk skoletilsyns historie. Som afløsere for de preussiske distriktsskoleinspektører skulle de være forretningsførende medlemmer af skoledirektionerne og udøve ”et kontrollerende og vejledende tilsyn med undervisningen i alle fag og med skolens forhold i det hele”.

De tre første konsulenter, Ludvig Mortensen, Nicolai Svendsen og N.J. Nielsen, samt deres efterfølgere udførte et kolossalt arbejde med at besøge skoler, udjævne nationale og undervisningsmæssige konflikter, deltage i eksaminer og vejlede lærere for at få skolens dagligdag til at fungere. De var i høj grad medvirkende til, at det sønderjyske skolevæsen i løbet af ret få år fik samme standard som i det øvrige land. I perioden 1933-45, hvor nazismen vandt indpas i det tyske mindretals skoler, blev konsulenternes opgave at fastholde den sønderjyske skoles integritet. Det lykkedes, selvom de i årene 1939-45 måtte samarbejde med en tysk skolekonsulent, som forsøgte at styrke det nazistisk-prægede tyske skolevæsen mest muligt.

Den sønderjyske skoleordning blev forbillede for indførelse af amtsskolekonsulenter i det øvrige Danmark med skoletilsynslovene af 1933 og 1949. Men de nye amtsskolekonsulenter blev ikke medlemmer af skoledirektioner og skoleråd, og deres tilsyn var af mindre omfang end i Sønderjylland. Ved de sønderjyske konsulenters afgang i årene 1959-63 blev deres afløsere ansat med de samme opgaver som nord for Kongeåen.

Af Erik Nørr i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.