A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Adolf 1., 1526-1586, hertug af Gottorp

Søn af Frederik 1. af Danmark og hans anden kone Sophie af Pommern (1498-1568). Bror til Christian 3. og Hans den Ældre.

Da Christian 3. i 1544 delte Slesvig-Holsten med sine brødre Hans den Ældre og Adolf, valgte Adolf den gottorpske del. I sin ungdom opholdt han sig meget ved kejser Karl 5.s hof og var livet igennem en aktiv feltherre, bl.a. i Nederlandene 1570-72. På hans initiativ erobredes med Johann Rantzau som feltherre i 1559 Ditmarsken.

Den energiske fyrste fremmede inddæmning og foretog omfattende byggerier, men trods en betydelig selvhævdelse måtte han i 1580 nødtvungent acceptere, at hertugdømmet Slesvig (og dermed hans besiddelser) blev et dansk len.