A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Ahlefeldt, Gottschalk, 1475-1541, biskop i Slesvig

Gottschalk Ahlefeldt tilhørte den tids førende adelsslægt i Slesvig-Holsten. Han var dr. jur. fra universitetet i Bologna og havde i årene før han blev biskop, ved siden af forskellige kirkelige hverv, været kansler for hertug Frederik 1. af Gottorp. Det forhindrede dog ikke, at han som biskop også blev brugt i diplomatiske sammenhænge af Christian 2., bl.a. som fremtrædende medlem af den delegation, som Christian 2. i 1514 sendte til det habsburgske hof for på kongens vegne at bejle til kejserens barnebarn Elisabeth, Karl V's søster.

Gottschalk Ahlefeldt indså tidligt som biskop, hvilken vej vinden blæste i forhold til Luther og de reformerte, og han tog sine forholdsregler, dog uden at opgive sin tilknytning til den katolske kirke. Dette kunne han gøre, fordi han som medlem af den førende adelsslægt Ahlefeldt nærmest var urørlig, hvilket både den reformationsivrige Christian 3. og hans hofmester Johann Rantzau accepterede. Gottschalk Ahlefeldt var derfor den eneste katolske biskop, som forblev i sit embede hen over reformationen og til sin død. Dog måtte Gottschalk Ahlefeldt i 1533 acceptere, at det kirkelige tilsyn blev overladt til evangelisk-lutherske visitatorer, såkaldte superintendenter.

Gottschalk Ahlefeldt er begravet i Slesvig Domkirke.