A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Alexandra, født 1964, grevinde af Frederiksborg

Alexandra Christina, grevinde af Frederiksborg, er født den 30. juni 1964 i Hong Kong. Hendes Højhed Grevinde Alexandra er datter af direktør Richard Nigel Manley (f. 1924 i Shanghai) og Christa Maria Manley (f. Nowotny, 1933 i Østrig).

Den 18. november 1995 giftede H.K.H. Prins Joachim sig med frk. Alexandra Christina Manley, som ved brylluppet blev H.K.H. Prinsesse Alexandra af Danmark. Vielsen blev forrettet af den kongelige konfessionarius og foregik i Frederiksborg Slotskirke i Hillerød. Bryllupsfesten blev holdt på Fredensborg Slot. Alexandra er døbt i Saint John's Cathedral, Hong Kong. Alexandra, som oprindeligt tilhørte den anglikanske kirke, har i Danmark modtaget undervisning i den evangelisk-lutherske tro og blev konfirmeret i Danmark inden vielsen i 1995.

Grevinde Alexandra og Prins Joachim har to børn, nemlig Hans Højhed Prins Nikolai William Alexander Frederik, født den 28. august 1999 og Hans Højhed Prins Felix Henrik Valdemar Christian, født den 22. juli 2002.

Alexandra gik på Quarry Bay Junior School i perioden 1969-71, på Glenealy Junior School 1971-74 og på Island School 1974-82, alle i Hong Kong. Efter at have afsluttet sin grundlæggende skolegang har Prinsessen gennemført en international erhvervsøkonomisk uddannelse. I 1983-84 studerede Alexandra på Wirtschaftsuniversität i Wien. I perioden 1984-86 gennemførte prinsessen et studieophold i Tokyo. I 1989-90 studerede prinsessen i London.

Alexandra har en erhvervsbaggrund fra den finansielle verden. I perioden 1986-89 arbejdede hun som børsmægler i først Citybank, Hong Kong og siden i Jardine Fleming, Hong Kong. Fra 1990 til 1995 var hun ansat i GT Management (Asia) Ltd., Hong Kong, hvor hun, fra 1990-93, arbejdede i Salg og Marketing, og fra 1993 som vicedirektør indtil Alexandra bosatte sig i Danmark.

Alexandras modersmål er engelsk, men Prinsessen lærte sig hurtigt dansk efter at være flyttet til Danmark. Herudover taler hun tysk og fransk.

Prinsesse Alexandra og Prins Joachim blev i september 2004 separeret og endeligt skilt i april 2005. Alexandra giftede sig den 5. marts 2007 med fotografen Martin Jørgensen og fik titel af Grevinde af Frederiksborg. Grevinde Alexanda bor på Østerbro.