A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Broer

I Sønderjylland er der tre nyere vejbroer, der fører over hav: Kong Christian X’s Bro og Alssundbroen, der begge forbinder Als med fastlandet, mens Egernsundbroen fører over det smalle sund ved Nybøl Nor.

Kong Christian X’s Bro er en buebro med klapfag, der åbnes for gennemsejling. Den blev bygget 1925-30, er 331 m lang, 12,6 m bred og har en gennemsejlingshøjde på 5 m. Oprindeligt var det en kombineret jernbane- og vejbro, men sporene blev nedlagt i 1996. Den afløste en pontonbro, Frederik VII’s Bro, anlagt 1856 med en længde af 220 m.

Alssundbroen er en bjælkebro, bygget 1978-81 som supplement til Kong Christian X’s Bro. Den er 662 m lang, 17 m bred og har en højde af 33 m. Broen er placeret, så den går uden om det fredede område med Dybbøl Skanser. Egernsundbroen er en klapbro, bygget i 1965-68. Den er 238 m lang, 19,6 m bred og har en gennemsejlingshøjde på 4,8 m. Den afløste en lille trækfærge, der havde været der fra omkring 1725.

Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.