A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Byggeskik i Sønderjylland, Landlig

Landbyggeskikken i hertugdømmet Slesvig havde indtil 1800-tallet rødder i middelalderen. Længst mod syd fandtes det nedertyske halhus (ty.: Hallenhaus, tidligere af bygningsforskere i Tyskland og Danmark kaldt den saksiske gård). Denne gård havde som hovedlænge et stort treskibet (med to rækker indre tagbærende stolper) hus med et stort centralrum, dielen, der rummede midterlo, stalde langs siderne og bagest ildsted/ køkkenfunktion, og dertil føjede sig soverum og et eller flere finere boligrum.

Typisk for halhuset var gavlen med den midtstillede indgangsport. Halhuset udviklede sig i 12-1300-tallet over hele Nordtyskland, parallelt med, eller med forbillede i, det hanseatiske byhus, der også var opbygget omkring en central diele. Gårde med bolig og stalde i samme længe er dog også over hele Europa typiske for egne med særlig vægt på kvægavl. I 1400-tallet bredte dette halhus sig op til egnen nord for Danevirke (Ostenfeld). Princippet med gavlport og treskibet indre anvendtes også i 15-, 16- og 1700-tallet som holstenske lader ved hoved- og præstegårde.

I det rige marsklandskab Ejdersted blev der udviklet en særlig gårdform, haubargen. Princippet i denne er samlingen af alle funktioner omkring en indre, kvadratisk gård (Vierkant) med 4 eller 6 højstolper, der bærer et mægtigt pyramideformet tag. Gårdtypen blev i 1600-tallet introduceret af indvandrere fra Nordholland, hvor lignende gårdformer kendes som Stelp-hoeve. På samme tid bredte de såkaldte Gulf-huse sig fra det østfrisiske område til Ditmarsken og Wilstermarsken i Holsten. Princippet i disse var en driftsdel, opbygget som en treskibet staldlade med sideloer, jfr. den danske agerumslade (holstensk lade). Det nordøstlige Slesvig blev præget af den firelængede gård, som i det danske område fik sin form i 14-1500-tallet. Den firelængede gård bestod af særskilt stuehus og udlænger med stalde, lo og lade. 

Det 18. og 19. århundredes landlige arkitektur

I Slesvig bredte den firelængede gård sig mod syd i slutningen af 1700-tallet som en nyhed, både i marsken og på Als og Sundeved. Syd-, Midt- og Vestslesvig, fra Nordfrisland til Ærø, var præget af den slesvigske gård. Denne gårdtype var karakteriseret ved en hovedlænge med stald og bolig (ty.: Wohnstallhaus) adskilt af et tværgående rum (framgulv/lo). Denne hovedlænge varsuppleret med forskellige udlænger, snart til fire- eller trelængede anlæg (Midt- og Vestslesvig), snart tilbyggede lader i en vinkel eller krog (som den alsiske kroggård). Specielt for Als-Sundeved var lader af træ, de såkaldte hjælme. Dertil kom i det sydøstlige Sønderjylland fritliggende bagehuse og aftægtshuse. Et særtræk ved de nordfrisiske gårde og huse var som i halhusene de indvendige tagbærende stolper, der bar højremmen.

I 1700-1800-tallet blev den slesvigske gård på Als og Sundeved rendyrket til en mere enlænget gård. Samtidig blev gårdformens omgivelser i nyere tid udviklet med tydelig facade mod vej og gade med prydhave og gårdsplads, og en bagside med udlænger og nyttehaver. Den slesvigske gårds hovedlænge med stald og stuehus er enten en ældre form, der tidligere har haft større udbredelse, eller er et resultat af påvirkning fra syd. Gårdtypen afspejler muligvis hertugdømmet Slesvig som et særskilt kulturområde.

En ny gårdform opstod i 1800-tallet på Angel, nemlig det trefløjede anlæg (ty.: Dreiseithof ), hvor hovedbygningen efter model fra herregårdene ligger for enden af gårdspladsen, flankeret af to store udlænger. Dette skifte i byggeskik skete parallelt med skiftet i boligkultur, klædedragt og sprog (fra dansk til plattysk) og markerede en ny, mere urban kultur blandt angelbønderne. Siden bredte de trefløjede gårde sig til Als og Sundeved og landet med de store gårde omkring Haderslev og Kolding.

Karakteristisk for de sønderjyske gårde var den tidlige opdeling af beboelsen i flere stuer: pisel, den fine stue til gemmemøbler og festbrug, også anvendt til udsyngning af afdøde og derfor forsynet med en særlig ligdør, som kun blev benyttet i forbindelse med dødsfald, når kisten skulle ud af huset, samt et eller flere dørns (stuer). I 1600-tallet fik mange stuehuse desuden tilført udbygninger, de såkaldte korshuse. Omkring 1800 blev det moderne med brede stuehuse med plads til to rækker boligrum, og i løbet af 1800-tallet blev mere bymæssige boligrum som spisestue, dagligstue, soveværelser, gæste- og børneværelser introduceret. Efter 2. Verdenskrig gik udviklingen den anden vej: mod store opholdsstuer, spisekøkken og moderne bad- og WC-faciliteter.

Før 1750 var bindingsværket næsten enerådende på landet, og især i de rige egne omkring Haderslev fik det et bymæssigt præg (fx Hjarup Præstegård ved Kolding og huse på frilandsafdelingen ved Museum Sønderjylland Haderslev). Karakteristisk for egnen mellem Kolding og Aabenraa var også bulhusene (fx Tyrstrup præstegårdslade, lader i Ørby ved Haderslev Fjord og huse i Aabenraa). Fra Nederlandene bredte teglstensbyggeriet sig allerede i 1600-tallet til Nordfrisland, især efter stormfloden 1634. De vestslesvigske gårde og huse opførtes som regel af klægsten, brændt i teglovne på stedet. I 1700-tallet bredte grundmuren sig videre op mod Ribe og omkring Aabenraa (kommandørgårde på Rømø og kaptajnsgårde på Løjt Land) og Flensborg Fjord. I 1800-tallets første halvdel, ofte i forbindelse med gårdens udflytning fra landsbyen, nyopførtes en stor del af landbygningerne i grundmur, i det østlige Slesvig oftest i Flensborgsten (teglfremstilling) fra lokale teglværker.

1700-tallets landbygninger var præget af barokkens former, ofte med gavlkvist over facaden og evt. pilastre omkring hoveddøren. Typisk for Vestslesvig blev kvisten over døren, enten som gavlkvist, friserkvist eller bue med luge, achengaf eller arkengaf (ark = bue). I 1800-tallet blev landbyggeriet præget af klassicismens enkle former med afvalmede tage, evt. med en gavlkvist eller trekantgavl, frontispice, over facaden. Vinduerne, der før havde været med små ruder i bly- eller træramme, blev nu høje med store ruder, omkring Flensborg Fjord undertiden med buet glas. Senklassicismens stuehuse omkring 1860-70 blev ofte pudsede med dekorative indfatninger om døre og vinduer.

Omkring 1870-80 skete der et skift i landbygningskulturen. Med inspiration fra undervisningen i de tekniske skoler (ty.: Baugewerkschulen), som også landbygmestrene nu søgte, blev der indført både nye materialer som tagpap, jernbjælker, blikplader, asbestskifer, nye bygningsformer, fx høj overetage, trempel og nye stilformer fra byernes historicisme, især schweizer- eller villastilen med tagudhæng og dekorativt spærværk i gavle og kviste samt mønstermurværk og formsten, bl.a. fra Rendbjerg Teglværk ved Egernsund. Sydfra kom flere nyheder, bl.a. i ladekulturen, at afhøstet korn blev sat på lofterne før tærskning. Dette medvirkede til de høje trempler på laderne, bl.a. på de statslige domænegårde, der ofte blev udbygget som tyske mønsterbrug.

Landlige arkitektur i det 20. århundrede

Efter 1900 kom der en reaktion mod Gewerkschule-stilen. Stiftelsen af Baupflege Kreis Tondern (Byggeskik, Bymæssig) 1908 gav anledning til udbredelsen af hjemstavnsstilen (ty.: Heimatschutz-Architektur), der tog sit udgangspunkt i den hjemlige førindustrielle byggeskik, især i Vestslesvig – meget parallelt til den danske Bedre Byggeskik-bevægelse.

Den store nyhed efter Genforeningen 1920 i det sønderjyske landskabsbillede blev de nye statshusmandsbrug, der især opstod ved udstykning af godsjord, ved jordfordeling og ved kultivering af dårligt udnyttet jord. Byggeriet af husmandsbrug var i hvert amt koordineret og styret af lokale arkitekter (Jep Fink i Aabenraa-Sønderborg Amt, Peter Gram i Haderslev Amt, Peter J. Petersen i Tønder Amt) og fik derved et ensartet, harmonisk præg.

I mellemkrigstiden blev landbrugets bygninger præget af en lang række nyheder: elektricitet, ensilering i siloer og udbygning af svinestalde. Fra 1930’erne fulgte en række nyheder i gårdformerne, udviklet af landbrugets bygningskonsulenter, bl.a. T-gården, opbygget over en fodercentral med maskiner og siloer. I 1950’erne og -60’erne blev gårdbyggeriet i stigende grad præget af en rationel modernisme. I 1970’erne erobrede typehusfirmaer meget af markedet fra de lokale håndværkere, og stuehuse kunne nu opføres som rene parcelhuse. Med landbrugets strukturændringer, specialisering og stordrift har der i de sidste 25 år udviklet sig helt nye former: rene kvæggårde med løsdriftsstalde og svinegårde med tårnsiloer. I nyeste tid er det af miljøhensyn blevet tilladt at opføre rene driftsanlæg på marken, adskilt fra øvrig bebyggelse. Til gengæld er der siden 1990 kommet en nytraditionalisme i gårdbyggeriet, især de nye stuehuse. Hvor udviklingen en tid lang syntes at pege mod spir og kamtakker, foretrækker mange nu et traditionelt længehus med valmtag og gavlkviste.

Landbyggeriet i Sønderjylland i vore dage er i lighed med resten af landet præget af en geografisk bestemt opdeling. Langs kysterne og i de landskabeligt attraktive egne opstår nye fritidslandbrug, mens andre huse ombygges til byvillaer af meget forskellig kvalitet og stilpræg eller overgår til fritidsbrug, mens der i udkanterne og de ikke så attraktive egne forekommer forfald og tomme huse. Funktionstømningen af landbrugets driftsbygninger vil i de kommende år stille samfundet over for et valg mellem genbrug eller nedrivning.

Peter Dragsbo i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.