A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Bismarck, Otto von, 1815-1898, preussisk statsmand

Otto von Bismarck nedstammede fra en gammel officers- og godsejerslægt. Efter at have læst jura i Göttingen og Berlin vendte han i 1840'erne tilbage til familiens godser i Preussen og begyndte at interessere sig for politik. Efter faderens død i 1845 overtog han godset Schönhausen og blev kort efter gift med Johanna von Puttkammer. I 1847 blev han valgt til den preussiske landdag og var 1851-59 preussisk repræsentant i den fællestyske forbundsdag i Frankfurt, hvor han stod i skarp modsætning til østrigske interesser.

Herefter indledte han en diplomatisk karriere, først ved forbundsdagen i Frankfurt, senere i Skt. Petersborg og endelig i Paris, hvorefter han i 1862 blev kaldt tilbage til Berlin af kong Wilhelm og udnævnt til preussisk ministerpræsident og udenrigsminister - og kongens nærmeste rådgiver. Manden bag Bismarcks tilbagevenden til Berlin og udnævnelsen til ministerpræsident var hans gode ven, krigsminister Albrecht von Roon, der var overbevist om, at Bismarck var den stærke mand, Berlin havde brug for.

På det tidspunkt var der en alvorlig konflikt mellem den konservative kong Wilhelm og landdagens liberale flertal om en hærreform. Bismarck gennemtrumfede hærreformen uden om det politiske flertal. Han ønskede først og fremmest at styrke kongemagten, samfundets konservative kræfter og militæret. Det var i denne sammenhæng Bismarck formulerede sit kendte slagord: "Tidens store spørgsmål løses ikke med taler og flertalsbeslutninger, men med blod og jern". Dog udløste hærreformen, de stigende skatter til oprustning og forlængelse af værnepligten indenrigspolitisk uro,

Bismarck politiske mål var at samle de tyske lande under Preussens ledelse. Dette lykkedes efter tre krige; først i alliance med Østrig i krigen mod Danmark i 1864, som afsluttedes med Stormen på Dybbøl den 18. april 1864, derefter krigen mod Østrig i 1866 og sidst mod Frankrig i 1870-71, hvorefter Bismarck i 1871 kunne udråbe den preussiske konge til tysk kejser i Versailles ved Paris. At udnævnelsen foregik i Versailles var en næsten ubeskrivelig ydmygelse for Frankrig - en ydmygelse som franskmændene ønskede at hævne og som er en af flere begrundelser for 1. Verdenskrig 1914-1918.

Efter kejserrigets oprettelse fik Bismarck næsten uindskrænket magt. Han var som den første rigskansler kun ansvarlig over for kejseren, og samtidig var han ministerpræsident i den største af de tyske delstater Preussen.

Bismarck stod svagt de første år efter sin magtovertagelse. I 1863 sagde han, at "jeg er tættere på galgen end på tronen". Han havde brug for en krig for at styrke sin egen position. Diplomatisk lokkede han den danske regering i en fælde ved tilsyneladende at acceptere rigsdagens planer om at gennemføre Novemberforfatningen i 1863. For Bismarck var det næsten for godt til at være sandt, at danske politikere beruset af nationalistisk begejstring vedtog forfatningen den 13. november 1863. Fire dage senere, dagen før Christian 9. underskrev forfatningen, lavede Bismarck en kovending og lod forstå, at den nye forfatning betød en forværring af situationen - underforstået at Preussen ikke kunne accpetere den. Hermed havde han den nødvendige anledning til at erklære Danmark krig og kunne forvente, at preussiske politikere ville støtte ham for ikke at fremstå som upatriotiske og uansvarlige.

I København undervurderede man totalt Bismarcks diplomatiske og politiske evner, samtidig med at man var grebet af de nationalliberales agitation for en indlemmelse af hertugdømmet Slesvig i kongeriget. Fejlvurderingerne førte direkte til nederlaget på Dybbøl og tabet af hertugdømmerne.

Se også artiklen om den politiske baggrund for krigen i 1864 i Preussen

I begyndelsen af sin regeringstid samarbejdede Bismarck med nationalliberale kræfter, men senere blev han mere og mere konservativ og styrede i tæt samarbejde med konservative kredse baseret på junkernes og storindustriens interesser. Samtidig undertrykte han de socialistiske ideer og søgte ved hjælp af en moderne sociallovgivning med syge-, ulykkes- og socialforsikringer at standse den socialdemokratiske fremmarch.

Bismarck frygtede gennem hele sin regeringstid, at Frankrig skulle forsøge at tage hævn over ydmygelsen i 1871 og søgte at modvirke dette ved en lang række alliancer og militærforbund med bl.a. Rusland og Østrig-Ungarn.

Efter Kejser Vilhelm 1.'s død i 1888 kom der politiske forandringer. Hans efterfølger Frederik 3. døde efter kun tre måneder, og hans efterfølger igen var Vilhelm 2., som ikke ville acceptere Bismarcks magtbeføjelser. Bismarck søgte sin afsked i 1890 og tilbragte sine sidste år på godset Friedrichsruh, hvor han skrev sine erindringer "Gedanken und Erinnerungen".

Ifølge den tyske historiker Johannes Willms, der i 200-året for Bismarcks fødsel skrev en biografi over rigskansleren, er Bismarcks testamente til det 20. århundrede at han "i sin regeringstid lærte sine efterkommere foragt for parlamentarisme, førerdyrkelse, umådeholdenhed og lydighed".  Den store tyske sociolog Max Weber (1864-1920) sagde om Bismarck: "Han efterlod sig en nation uden nogen som helst politisk opdragelse og frem for alt en nation uden nogen politisk vilje, vænnet som den var, til, at den store statsmand i dens top allerede havde ordnet politikken for den". Johannes Willms siger i et interview til Politiken, at "i sammenligning med de dæmoner der kastede evig skam over Tyskland i 1900-tallet, var rigskansleren nok en forholdsvis positiv undtagelse i nyere tysk historie"

Kilder:
Politiken, den 1. april 2015
Tom Buk-Swienty: "Slagtebænk Dybbøl". Gyldendal, 2008.