A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Bissen, H.W., 1798-1868, dansk billedhugger

Herman Wilhelm Bissen blev født i Slesvig, og allerede i hans barndom finder man det modsætningsforhold mellem dansk og tysk, hvori hans kunst fik så stor betydning efter 1840. H.V. Bissens far var holstener, mens moderen var skipperdatter fra den dansktalende del af Slesvig. I hjemmet taltes der plattysk. Et års tid efter Bissens fødsel købte faderen en gård i Angel, hvor der dengang fortrinsvis taltes dansk. H.V. Bissen talte hele sit voksenliv dansk med en tydelig sønderjysk dialekt.

H.W. Bissen skulle efter faderens mening være håndværker som han selv, men Bissen viste allerede fra drengeårende stor interesse for at forme figurer i træ og ler eller at tegne. En sygdom forhindrede ham i at komme i snedkerlære, og i stedet blev hans kunstneriske evner opdaget af venner af familien, som skaffede en sum penge der i 1816 gav ham mulighed for at starte et studium til maler på Akademiet i København. Hans barndom følger på en forunderlig måde den samme linje som den 15 år yngre Eckersberg.

Bissen ankom til København i 1816, men han havde vanskeligt ved at finde sig til rette i hovedstaden. Han kom så stærkt i tvivl om sine kunstneriske evner, at han i 1818 vendte tilbage til Slesvig. Ved en tilfældighed var prins Christian Frederik (den senere Christian 8.) på gennemrejse i Slesvig. Han blev gjort opmærksom på Bissens talent og motiverede ham med tilsagn om støtte til at vende tilbage til studierne i København. I marts 1819 vandt Bissen Akademiets store sølvmedalje for modeltegning.

På dette tidspunkt blev Bissens interesse for billedhuggerkunst vakt. Dog var han stærkt i tvivl om han skulle gå maler- eller billedhuggervejen, men et tilfældigt uheld - en knækket farvespatel - fremprovokerede det endelige valg. Bissen blev billedhugger og vandt i 1823 Akademiets store guldmedalje for relieffet "Jesus helbreder Jairi Datter". Det kan ikke afvises, at også Bertel Thorvaldsens tilstedeværelse i København i 1819, for hvem Bissen nærede næsten grænseløs beundring, har ansporet Bissen til at blive billedhugger.

Guldmedaljen gav ret til Aakademiets rejsestipendium. Bissen kom af sted i slutningen af 1823, og via Slesvig, hvor han fejrede julen, rejste Bissen via Berlin, Nürnberg, München, Venedig og kom i september 1824 til Rom, hvor han tilbragte de næste 10 år under vejledning af Bertel Thorvaldsen.

Ved hjemkomsten i sommeren 1834 fik Bissen, ved prins Christian Frederiks mellemkomst og på Thorvaldsens anbefaling, til opgave at modellere frisen "Bacchus og Ceres, som bringer Menneskene Kulturens Gaver" til riddersalen på Christiansborg Slot (forsvundet ved branden i 1884, delvis rekonstrueret i Glyptoteket).

I første halvdel af sin karriere var Bissen under stærk indflydelse af samtidens helt store kunstneridol Bertel Thorvaldsen, men Bissen havde svært ved at nærme sig Thorvaldsen på grund af dennes kunstneriske overlegenhed og de blev aldrig nære venner. Alligevel blev Bissen Thorvaldsens betroede medarbejder i Rom, ligesom Thorvaldsen viste Bissen tillid, bl.a. som executor for hans bo og som arvtager til hans ufuldendte værker.

Efter Thorvaldsens død i 1844 blev Bissen på mange måder hans arvtager, til dels under påvirkning af kunsthistorikeren N.L. Høyen. Samtidig slog de nationale og liberale tendenser igennem politisk, hvilket tvang Bissen som andre kunstnere (f.eks. H.C. Andersen) til at tage stilling. Bissen valgte på trods af sin herkomst klart dansk og blev frem for nogen samtidens fortolker, også fordi han i modsætning til Thorvaldsen, der nærmest stod hævet over folkelivet, var "en mand af folket".

Mindre end en uge efter Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 blev Bissen opfordret til at udføre et sejrsmonument over slaget - Den Tapre Landsoldat - som blev afsløret den 6. juli 1858. Dermed blev Bissen den nationale danskheds og den politiske nationalliberalismens fremmeste billedhugger. Et andet betydningsfuldt krigsmonument var Istedløven til minde om Slaget ved Isted den 25. juli 1850, som blev opsat på Flensborg gamle Kirkegård den 25. juli 1862 under megen national virak. Et tredje af de kendte nationale monumenter er rytterstatuen af Frederik 7. på Christiansborg Slotsplads, som Bissen påbegyndte i 1863.

H.W. Bissen blev i 1840 professor ved Kunstakademiet og var dets leder i perioden 1850-53. Han drev ved siden af et stort atelier, hvor mange unge billedhuggere arbejdede som elever og medhjælpere, bl.a. sønnen Vilhelm Bissen, der førte det videre efter faderens død og fuldførte flere af hans arbejder.

Kilde:

Dansk Biografisk Leksikon, 1934.