A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Brede Å

Brede Å

Udsigt over Brede Å ved Løgumkloster

 

Vandløbssystem i Sønderjylland; 48 km langt inklusive åløbene Lobæk og Fiskbæk.

Det primære vandløb i Brede Å-systemet. Åen er dannet ved sammenløb af flere, mindre vandløb og har udløb i Vadehavet, siden 2. Verdenskrig gennem Ballum Sluse. Det forgrenede åsystem begynder nord for Agerskov og snor sig gennem et landskab overvejende præget af smeltevandsslette (se Landskabsformer i Sønderjylland). Ved Løgumkloster presses åen mod syd af moræneaflejringerne ved Løgum Bjerge. Vest for Løgumkloster er ådalen præget af stejle skrænter. På det sidste stykke mod Vadehavet løber åen i det flade marsklandskab i Ballum og Husum Enge, som er EF-fuglebeskyttelsesområde.

Åen blev udrettet i 1954-1960 for at muliggøre opdyrkning af de tilstødende arealer. I løbet af 1990’erne blev åen genoprettet ad flere omgange og var således Danmarks største genslyngningsprojekt frem til 1999, hvor Skjern Å-projektet påbegyndtes. Fra 2004 er Brede Å udpeget habitatområde pga. sine forekomster af snæbel (se snæbel-projekt) samt flod- og bæklampret.

Helle Thuesen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.