A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Brøns Kirke

Brøns Kirke i landsbyen Brøns nord for Skærbæk er Danmarks største romanske landsbykierke. Bortset fra perioderne 1528-1543 samt 1864-1920 har kirken og sognet altid hørt til Rive Stift og haft biskoppen af Ribe som gejstligt overhovede. I den første reformationstid kom kirkens beliggenhed til at spille en stor rolle. Frederik 1.'s søn Christian overtog fra sommeren 1525 den verdslige styring af Haderslev og Tørning Len, og ved et møde på Haderslevhus i 15282 blev Tørning Len løsrevet fra Ribe Stift og lagt ind under den protestantiske fyrstekirke, som Christian hermed skabte i Haderslev og Tørning Len.

I kirken er der på nordvæggen to store kalkmalerier fra begyndelsen af 1520'erne, som nærmest må betegnes som kunstneriske indlæg i ovennævnte reformationsstrid.

Det ene kalkmaleri viser Himmelborgen. I borgens midte står Kristus, der forkynder, at "den gode hyrde sætter sit liv til for fårene". Borgen skal derfor opfattes som den himmelske fårefold, hvilket understreges af, at Kristus selv står i døren; han er "fårenes dør". Men udefra er der mange, der forsøger at trænge ind, men "den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger over andetsteds, han er tyv og røver" (Johs. kap. 10: v.1).

Og hvem er det så, der vil ind ad den forkerte vej? Kalkmaleriet viser i venstre side en biskop, der forsøger at komme over muren ved hjælp af en stige, endvidere selveste paven, en kardinal, en konge til hest og nogle landsknægte, samt et par lærde mænd, og i højre side nogle særdeles velnærede nonner, af hvilke den forreste er så højt oppe ved muren, at hun nok også forsøger at bruge en stige, selv om den ikke ses.

På et bånd foran kongens hest står på latin: "Kristus, luk op for os", men på båndet bag Herren lyder svaret: "Gå bort fra mig, alle I, som øver uret", og skrifttavlen under Kristi højre hånd gengiver fordømmelsen af de skriftkloge og farisæerne: "I hyklere, I lukker Himmerriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke (Matt. kap. 23: v.13).

På det andet maleri er skriftbåndene forsvundet. Men her har satiren sikkert drejet sig om senkatolicismens frimodige udstedelser af breve og buller. Man ser paven mellem to kardinaler bag ved et vældigt brev, givetvis en pavebulle, forsynet med elleve segl, indkapslet i bly. Bag disse tre flokker romerkirkens gejstlighed sig, bisper, munke og lærde, og til venstre klynger et par ikke-gejstlige sig til en munk. I stort format på hver sin side af det vældige brev står et par narre, den ene af dem holdende et par briller. De peger på indholdet, men ak, det er tomt, indholdsløst! Mon ikke det forestiller den gamle kirke? Kirken har intet budskab mere, alt er blevet narreværk.

Nedenunder i mindre format vises en række borgere og bønder, der mødes fra hver sin side. Gruppen fra venstre ledes af en munk, folkene fra højre af en mand i verdslig dragt, og de to anførere er ivrigt diskuterende. Det er sandsynligvis tilhængerne af den gamle og den nye kirke, som de to grupper illustrerer, og det er betegnende, at den af munken anførte flok forholder sig roligt, måske endda ligegyldig til den diskussion, der er i gang, mens den modsatte flok under ledelse af den verdsligt klædte nok repræsenterer protesten mod den gamle kirke, "protestanterne". Flere i denne gruppe hopper og gestikulerer, synligt engagerede i den diskussion, der foregår.

Litteratur:

H.V. Gregersen: Reformationen i Sønderjylland. Historisk Samfund for Sønderjylland, nr. 63. Aabenraa 1986.