A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Bismarcktårnet, Knivsbjerg

47 m højt monument, opført på bakketoppen Knivsbjerg (Sønderjyllands højeste punkt) i 1899 som tyskhedens symbol i Sønderjylland. I tårnet stod oprindeligt en 7 meter høj statue af Bismarck, som efter Genforeningen blev flyttet til Askfelt i Sydslesvig. Tårnet blev sprængt i luften natten mellem den 15. og 16. august 1945.

"Grænsevagten" beretter om sprængningen:

"Natten til den 16. August blev det hæslige Taarn paa Knivsbjerg sprængt i Luften og fuldstændigt ødelagt. Sprængningen skete Kl. 3.10. Kort før var Sabotørerne, omkring 40, deriblandt to Kvinder, i nogle Biler ankommet til Stedet, og inden Eksplosionen blev saavel den nærmestboende Befolkning som de 40 tyske Soldater, der stadig boede i Pavillonen ved Monumentet, advaret. De fik 10 Minutter til at bringe sig i Sikkerhed, men da alle fulgte den givne Ordre, kom ingen Mennesker noget til. Der blev kun dræbt en Hund, som ramtes af en stor Kampesten. Efter al Sandsynlighed har der været anvendt en meget betydelig Mængde kraftigt Sprængstof for at faa det store Monument udslettet. Der nævnes 50 kg."