A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Bornhöved

Landsby i Holsten ca. 30 km syd for Kiel.

Her led Valdemar Sejr i 1227 det afgørende nederlag til forenede nordtyske fyrster om det danske Østersø-herredømme, som Valdemar havde opbygget i årene forud. Baggrunden var, at Valdemar Sejr og hans søn Valdemar den Unge i 1223 under en jagtudflugt på Lyø var blevet taget til fange af grev Henrik af Schwerin, der var en af Valdemar Sejrs lensmænd. Valdemar Sejr og hans søn blev frigivet i 1225-26 efter vanskelige forhandlinger med nordtyske fyrster. Efter frigivelsen forsøgte Valdemar Sejr at få hævn, men led nederlag ved Bornhöved, hvorefter det danske Østersø-herredømme brød sammen og grænsen til det tyske kejserrige kom til at gå ved Ejderen.

Bornhöved var frem til ca. 1480 hjemsted for de holstenske landdage. Endelig led danske tropper i 1813 endnu et nederlag ved Bornhöved. Det var imod svenske tropper i forbindelse med Napoleonskrigene fra 1803 til 1815.