A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Bernstorff, Andreas Peter, 1735-1797, greve, statsmand

Andres Peter Bernstorff tilhørte en nordtysk godsejerslægt med stærke fyrstetjenertraditioner. Hjemmet var samtidig stærkt religiøst og navnlig moderen påvirket af pietismen. A.P. Bernstorff gennemgik et uddannelsesforløb som var almindeligt for unge adelsmænd og fulgte samme baner som faderens. Efter barndomsårenes hjemmeundervisning gennemførte han i årene 1752-1755 studier ved forskellige især tyske universiteter og derefter en lang dannelsesrejse rundt i Europa, hvor han satte sig ind i de forskellige landes økonomiske og politiske forhold. Hans farbror var J.H.E. Bernstorff (1712-1772), der tjente den danske konge som udenrigsminister. Med hans protektion blev A.P. Bernstorff 1758 ansat i centraladministrationen i København, hvor han avancerede til høje poster og erhvervede et indgående kendskab til dansk økonomi og finansvæsen.

Han blev afskediget i 1770 af Struensee, men genindtrådte i slutningen af 1772 efter Struensees fald i dansk statstjeneste og fra 1773 som udenrigsminister; en post han varetog indtil sin død med en kortvarig afbrydelse 1780-84. Bernstorff formåede at holde Danmark ude af Den Russisk-svenske Krig 1788-90. Ved Revolutionskrigenes udbrud 1793 lagde han sig fast på en konsekvent defensiv neutralitetspolitik og styrkede denne i 1794 gennem en dansk-svensk neutralitetskonvention. Hans forsigtige politik gav handel og søfart under dansk flag store fordele i konkurrencen med andre nationer, som var involveret i krigene.

Mens Bernstorffs neutralitetspolitik var dygtig, om end traditionel, var det på indenrigspolitikkens område, han i sam- og eftertiden fortjente betegnelsen statsmand. Det var frem for alt hans fortjeneste (og Christian Ditlev Reventlows), at den dybtgående omstrukturering af det danske landbrugssamfund i forbindelse med de store landboreformer kunne finde sted så politisk gnidningsløst, som tilfældet var. Det var endvidere hans autoritet i statsrådet, der sikrede ytringsfriheden, efter at Den Franske Revolutions farlige tanker i 1789 nåede enevældens Danmark; og det var agtelsen for ham som person, der inddæmmede det voksende dansk-tyske spændingsforhold (se Tyskerfejden). Selv forblev han og hans familie tysk af sprog og kultur, ligesom han med sin fromme pietistiske livsholdning og sit kosmopolitiske menneskesyn stod fremmed over for den nye tids nationale følelser.