A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Blev nu til spot dine tusindårs minder? Digt af Edvard Lembcke

1. Blev nu til spot dine tusindårs minder?
Er dit sværd nu brustent og plettet dit skjold?
Blev dine mænd nu til klagende kvinder?
Trampe dine fjender den sløjfede vold?
Er nu på sange din bøgelund tom?
Må vi nu blues med blikket mod jorden
ved hver en tone, der minder os om,
at du var dronning i Norden?

2. Svigtet af venner og svigtet af frænder,
hver en stjerne skjult i den bælmørke nat,
banneret båret af famlende hænder:
Havde både himmel og jord dig forladt?
Slangen, du fostrede selv ved din barm,
frem af sin hule sig snigende voved,
sløved dit værge og lammed din arm,
bøjed i støvet dit hoved.

3. Skibet er strandet. – Så lad os da bjerge
rask igennem brændingen alt, hvad vi kan:
Viljen, der mægter vor frihed at værge,
troskab indtil døden mod fædrenes land,
levende håb, der kan svinge vort flag,
dødeligt had, der kan hvæsse vor klinge,
klippefast tro på den fremtidens dag,
der skal genfødelsen bringe!

3. Lad os da vente og ikke forsage,
agte på de varslende tegn under sky,
bære de tunge forsmædelsens dage:
Atter skal i Danmark en morgen dog gry.
Kommer da luftningen frisk over strand,
ruller da vældigt den vækkende torden,
da skal du atter, mit fædreneland,
løfte dit hoved fra jorden!

4. Da skal du se dine sønner stå rede,
og da skal den hvislende, giftige snog,
som nu tør frækt sig i solskinnet brede,
flygte for dit blik til den mørkeste krog.
Da skal dit ældgamle banner på ny
vinke til sejr de få mod de mange,
og da skal atter blandt sværdenes gny
runge de frejdige sange.

Edvard Lembcke, 1864.