A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Christiansfelderovne

I 1777 startede Abraham Goll fra brødremenigheden i Neuwied ved Koblenz en produktion af kakkelovne i Christiansfeld. Produktionen fortsatte under forskellige pottemagere frem til 1898. Ovnene, der alle var af lertøj, var opbygget med et helt specielt træksystem og var forsynet med et eller flere kogehuller, hvor maden kunne holdes varm.

Dekoration og form udviklede sig gennem tiden, men karakteristisk for de ældre ovne er gule kakler dekorerede med flammede mønstre i grønne og brune nuancer. Senere gik man over til en lys gråbrun eller violet stænket glasur. Fremstillingen af ovne er genoptaget efter 2000 og foregår på samme sted.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.