A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Danfoss

Koncern inden for køle-, varme- og styringsteknik med hjemsted i NordborgAls. Ejes af Bitten og Mads Clausens Fond. Virksomheden er grundlagt af Mads Clausen i 1933 som Dansk Køleautomatik- og Apparat-Fabrik og fik navnet Danfoss i 1946. Det første produkt med succes var ventiler til kølemaskiner, udviklet af Mads Clausen og fremstillet hos Brdr. Müller i Sønderborg. Siden blev virksomheden verdenskendt for bl.a. kompressorer til køleskabe, radiatortermostater, frekvensomformere til elmotorer og hydraulik. Danfoss fremstiller især komponenter, som indgår i andre industriers produkter.

Fabrikationen i Nordborg blev begyndt på Mads Clausens fødegård i Elsmark. Siden er fabrikken udbygget på tilstødende arealer til ca. 270.000 m2. I 1933 var der 1 medarbejder, i 1953 1.000, og i 2010 havde virksomheden ca. 26.000 medarbejdere, deraf ca. 7.000 i Danmark. Koncernen har fabrikker i 25 lande. Omsætning i 2010 var på 31,6 mia. kroner.

Udviklingen af de forskellige produktgrupper er fulgt op af en opdeling af virksomheden i tilsvarende divisioner. Danfoss’ hydraulikafdeling blev i 2000 fusioneret med Sauer Inc. til et af verdens ledende hydraulikselskaber under navnet Sauer-Danfoss. Siden 2008 har Danfoss selv ejet aktiemajoriteten i dette selskab. Danfoss har gennem opkøb af virksomheder over hele verden søgt at blive globalt førende inden for sine centrale forretningsområder.

Danfoss reddede Nordals fra at blive et affolket landdistrikt. De mange industriarbejdspladser gjorde det i 1950’erne og -60’erne muligt for familier med små landbrug at supplere indtægterne, og de tiltrak arbejdskraft både fra det sydøstlige Sønderjylland og andre landsdele. Danfoss har i usædvanlig grad taget medansvar for egnens udvikling gennem bidrag til boligbyggeri, infrastruktur, medarbejdervelfærd, uddannelse, erhvervsudvikling, fondsstøtte til kulturlivet, fritidsfaciliteter og meget mere.

Selv om Danfoss opererer globalt, har ledelsen prioriteret at finde en balance mellem udflytning af arbejdspladser og bevarelse af arbejdspladser hjemme. Udflytningen har resulteret i ledige bygninger på Danfoss’ hovedafdeling, men den situation er vendt til en fordel. Danfoss udlejer lokaler til iværksættere og støtter udviklingen af nye virksomheder ved at give dem adgang til faciliteter og bistand.

Af Torben Vestergaard i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.