A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Det ukendte land. Digt af Erik Jensen

Sangen blev skrevet i 2016 i frustration over, at så få danskere kender til det danske mindretal i Sydslesvig. Se nyhedsbrev.

Mel: Venner, ser på Danmarks kort

1. Venner, se på Danmarks kort,
her er no´ed, der ikke stemmer,
noget som man ofte glemmer,
ja, af nogle tænkes bort.
Grænselandet må I huske,
aldrig med historien sjuske;
i hvert hjerte skal det bo,
kun sådan er I det tro.

2. I Sydslesvig bor et folk,
der er danskere end danske,
det må ingen nu forvanske,
og der kræves ingen tolk.
De er del af fællesskabet,
men blev tysk ved landetabet;
i det danske hør´ de til,
simpelthen fordi de vil.

3. Landet vi besynger her
mellem Ejderen og grænsen
mellem Vesterhav og Svansen
er Sydslesvig, vi har kær.
Sammen gør vi Danmark større,
der er fortsat nok at gøre.
Lige nu får I det lært,
at Sydslesvig har vi kært.

Erik Jensen, tidligere rektor på Duborg-Skolen og bosat i Flensborg.