A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Danmark dejligst vang og vænge. Digt af Laurids Olufsen Koch.

Sangen, der kaldes Danmarks første fædrelandssang, blev skrevet ca. 1675 af præsten på Refsnæs, Laurids Olufsen Koch og kom første gang på tryk i "200 Viser om danske Konger, Kæmper og andre", udgivet 1695 af Peder Syv. Sangen havde oprindeligt 14 strofer, men i sangbøgerne trykkes kun nedenstående 7 vers.

Baggrunden for sangen var de magtpolitiske stridigheder mellem Christian den 5. og hertugen på Gottorp.

I stort set hele digtet hører vi dronning Thyras stemme. Thyra, der levede i første halvdel af 900-tallet og var gift med Gorm den Gamle, er i den nationale tradition ophavskvinde til bygningen af Dannevirke, hvilket dog ikke er korrekt, da det tidligste Dannevirke er bygget over 400 år tidligere.

I strofe 1-4 beskriver Tyre behovet for beskyttelse mod angreb sydfra; i de udeladte strofer gennemgår hun detaljeret, hvordan det store arbejde kræver alle danskes medvirken. I strofe 5-7 taler hun om, hvordan "I som står for Danmarks  styre" skal blive ved med at vedligeholde Dannevirke.

Digtet var stort set ukendt frem til 1814, da Rasmus Nyerup genudgav digtet i "Danske Viser fra Middelalderen". I 1817 bearbejdede Grundtvig digtet første gang, og i 1820 brugte Oehlenschläger det i sit skuespil "Erik og Abel". Det virkelige gennembrud fik digtet i 1840'erne, da det blev slagsang for Ejderpolitikken, og både under Treårskrigen 1848-1850 og i 1864 var den med i ethvert sanghæfte til soldaterne. Siden er "sangen om ledet" blevet af de kendteste fædrelandssange. Den har fortsat plads i Højskolesangbogen.

Teksten nedenfor er Grundtvigs bearbejdelse til Nutzhorn og Schrøders "Historiske sange 1872.

1. Danmark dejligst vang og vænge,
lukt med bølgen blå,                               
hvor de voksne danske drenge
kan i leding gå
mod de sakser, slaver, vender,
hvor man dem på tog hensender:
én ting mangler ved den have:
ledet er af lave.                                       

2. Ved Guds nådig forsyn hegnes
dog det meste land,
og hvad under Danmark regnes,
nyder værn af vand.
Ingen nabo, som vil vinde,
tør på Danmark gå i blinde,
blev kun ledet hængt til rette,
skulle vel det tætte.

3. Mejlfarsund os Fyn beskytter                
tryg står Møens klint;
ind til Gedser ingen rytter
ride skal for svindt;                                   
Guldborgsund for Lolland genner,
Øresund vort Sælland tjener,
hvert land har sit eget lukke,
alt må Jylland sukke.

4. Holster, vagrer, lyneborger                    
som en farlig flod
gør os Jylland mange sorger,
tørster efter blod;
lægges af må slig uvane,
skam det var at lade rane
fra vor mark den mindste tue;
pil vi har og bue.

5. Sådan talte dronning Tyre,
ret kaldt Danebod:
I, som står for Danmarks styre,
fatter frejdigt mod!
Gabet kan vi vel tillukke,
så vi ej os lader plukke
af hver fremmed løbeskytte,                      
der får lyst til bytte.

6. Fra moradset vest ved strande
til Mysund og Sli                                      
vi vil os en vold bemande,
gøre snæver sti.
Om forlov skal hver mand bede,
hvis han agter ind at træde,
nødig skal han atter fare
hjem med stjålen vare!

7. Danemark vi nu kan ligne                    
ved en frugtbar vang,
hegnet trindt omkring, - Gud signe           
den i nød og trang!
Gid som korn opvokse knægte,
der kan frisk mod fjenden fægte
og om Danebod end tale,
når hun er i dvale.

Ordforklaring:

Vers 1:
lukt med: lige ud til
ledet: lågen (i Danmarks haves grænse mod syd, altså Dannevirke)

Vers 3:
Mejlfarsund: Middelfartsund, Lillebælt
for svindt: for hurtigt 

Vers 4:
vagrer: slavisk folk fra Vagrien i det østlige Holsten

Vers 5:
Danebod: Betydningen er omdiskuteret. I denne sammenhæng "den der bøder Dannevirke", altså reparerer hullet. Den anden betydning er "Danmarks pryd".
Løbeskytte: lejesoldat, der fører krig for vindings skyld.

Vers 6:
Mysund og Sli: Mysunde og
Slien

Vers 7:
ligne: sammenligne 
signe: velsigne