A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Danske menigheder i Sydslesvig

Aventoft: Menighed med både danske og nationale frisere, i alt 1.600, samles i de danske skoler i Aventoft, Humtrup, Nibøl, Sønderløgum og eventuelt Risum samt ved særlige lejligheder i ind til 17 tyske sognekirker.

Egernførde: Foruden i Egernførde Danske kirke fra 1985 mødes kirkegængere blandt områdets 2.100 danske i byens amtssygehus, alderdomshjem og plejehjem samt i det danske forsamlingshus i Holtenå/Holtenau og i den danske skole i Risum.

Flensborg: I Flensborg bor ca. 21.500 dansksindede. De benytter Helligåndskirken, Ansgar Kirke, Sankt Hans danske Kirke, Sct. Jørgen og Mørvig danske Kirke og regelmæssigt også Adelby kirke, hvortil kommer kirkesalene i SSF's forsamlingshus Martinsberg samt i forsamlingshuset ved Oksevejens skole (Sporskifte danske kirke).

Frederiksstad: De 1.300 danske i området Frederiksstad og Bredsted benytter Mennonitterkirkens bedesal og Bredsted Skolekirke.

Harreslev: Områdets ca. 3.500 danske samles i den forholdsvis nye Harreslev Danske Kirke. Endvidere holdes der gudstjeneste i Hanved og Langberg.

Husum: Husum Danske Kirke fra 1991 er samlingssted for de 1750 dansksindede i området.

Kappel: Kappelområdet (Kappel, Arnæs, Gulde og Karby) med 1.300 danske har kirkesale på Kaj Munk-skolen i Kappel, i den danske børnehave i Arnæs, i Karby og Gulde danske skoler. Derudover er der kirkesale i Gelting og Ravnkær, som benyttes lejlighedsvis.

Lyksborg: Lyksborgområdets 1.750 danske har egen kirke, Den danske kirke i Lyksborg fra 1954.

Læk og omegn: ca. 1.450 danske anvender Læk Danske Kirke fra 1970 samt forsamlingshuset Kirkevang i Ladelund. Endvidere forsamlingshuset i Vyk samt kirken i Tinningsted og de danske skoler, børnehaver og alderdomshjem.

Rendsborg: Rendsborg Danske Kirke fra 1965 betjener områdets ca. 600 danske.

Satrup: De 600 danske under Midtangels danske menigheder benytter en nybygning fra 1993 med bl.a. menighedslokale og konfirmandstue.

Slesvig: Ud over Frederiksberg Kirkesal holdes gudstjeneste i Hærvejshuset i Skovby, i Treja Danske Skole, Gottorp Slotskapel og i forsamlingshuset i Jybæk. Menigheden Slesvig Ansgar benytter Ansgar Kirke.

Sønderbrarup: 1.050 danske bruger Sankt Johannes Kirke i Sønderbrarup og kirkerne i Tumby og Strukstrup.

Tarp: Ugl Herreds menigheder med 1.800 danske mødes i kirkerne i Jaruplund fra 1965, Tarp fra 1985 og i den lille romanske kampestenskirke i Vanderup.

Tønning: De danske menigheder i Tønning og Vestejdersted med 1.650 danske har kirkesale i de danske skoler i Follervig, Garding, Sankt Peter og Tønning.

Valsbøl: I området Valsbøl-Medelby-Skovlund-Store Vi bor ca. 1.200 dansksindede. De benytter dels kirkesalen i Valsbølhus, dels kirkesalene i de danske skoler i Medelby, Skovlund og Store Vi.

Vesterland: Den danske menighed på Sild med 1.500 medlemmer inklusive 400 frisere holder gudstjenester i den danske skole i List og i kirkesalen i Vesterland samt Sankt Niels Kirke, som anvendes ved konfirmationer, vielser, begravelser og op til jul.