A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Det haver så nyligen regnet. Digt af Johan Ottosen,

Sangen er oprindeligt skrevet til en fest i "Studentersamfundets Sønderjyske Samfund" - forkortet "4 S" - i forbindelse med sønderjyders besøg i København i 1890, 26 år efter at Sønderjylland i 1864 kom under preussisk styre og i en periode, hvor man havde erkendt, at en genforening med Danmark havde meget lange udsigter. Sangen er skrevet til en i forvejen kendt folkemelodi, og de to første linier er identiske med teksten hertil.

Sangen blev hurtigt sønderjydernes kampsang og blev derfor forbudt af de preussiske myndigheder. Sprogforeningens sangbog "Den blaa Sangbog" havde naturligvis sangen med, men efter forbudet mod at synge den, måtte man lade sangbogen trykke med en blank side der, hvor "Det haver så nyligen regnet" skulle have været - så var der plads til, at man selv kunne skrive teksten ind...

At sangen havde samme melodi og delvis samme tekst som en gammel folkemelodi blev udnyttet. Når den preussiske gendarm (politibetjent) påtalte, at man sang en forbudt sang, kunne man over for den ofte meget lidt danskkyndige betjent hævde, at man jo bare sang en gammel folkevise. Begge sange havde plads i Højskolesangbogen til og med 17. udgave. Folkemelodien er ikke med i 18. udgave, som udkom i 2006.

En del af sangens tekst blev brugt på en afstemningsplakat tegnet af Thor Bøgelund. Plakaten blev trykt i 5.000 eksemplarer op til folkeafstemningerne i 1920.

Digtet er en kærlighedserklæring og troskabsløfte til det danske. Med billeder, især fra meteorologien, skildres den holdning som sangens "vi", de dansksindede sønderjyder, tålmodigt og på trods af tab af frihed og menneskeliv indtager over for sangens "de" - de preussiske undertrykkere. Set i et moderne perspektiv er sangen et godt eksempel på, hvordan identitet stimuleres i modsætning til det fremmede og dermed den "dem-os-tænkning", som præger det moderne kulturmøde.

Sangen blev udbredt over hele Danmark under besættelsen (1940-45), fordi hele befolkningen nu var i samme situation som sønderjyderne i perioden 1864-1920, og fordi sangen formanede til udholdenhed. Sangen er fortsat populær i Sønderjylland, hvor det stadig er almindeligt at gentage sangens sidste tre linier, enkelte steder endda stående.

Digtet er skrevet af Johan Ottosen, der var historielærer på Efterslægtsselskabets Skole i København og som  i sin ungdom havde været meget engageret i det sønderjyske arbejde i studenterforeningerne.

1. Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund;
frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov!

2. Det har regnet - men regnen gav grøde,
det har stormet, men stormen gjorde stærk.
Som de tro'de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.

3. Og de tro'de, at hjertebånd kan briste,
og de tro'de, at glemmes kan vor ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi, som årene randt,
sås det: båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.

4. De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn -
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal dér,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.

5. Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer, de drypper endnu;
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for den, som tror.