A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Dybbøl som dansk symbol

Under belejringen af Dybbøl Skanser i 1864 blev Dybbøl kendt – ikke blot over hele Danmark, også uden for landets grænser. De hårde kampe i foråret 1864, som endte med de preussiske troppers erobring af skanserne den 18. april, gjorde Dybbøl Skanser til indbegrebet af dansk forsvarsvilje og udholdenhed.

Ikke blot Dybbøl Banke med skanserne, men også Dybbøl sogn var en bastion for danskheden. Befolkningen fastholdt med et stort flertal sit danske sindelag gennem alle de 56 år under preussisk styre. 

Hovedparten af lærerne og begge sognepræster var dansksindede. Ved det sidste rigsdagsvalg i 1912 blev der afgivet 75% danske stemmer i Dybbøl, og ved folkeafstemningen i 1920 var der 91% danske stemmer.

I perioden fra 1864 frem til 1920 blev Dybbøl for mange rigsdanskere et symbol på sønderjydernes trofaste danskhed og et sted, der rummede håbet om en genforening med Danmark. Dybbøl Skanser og Dybbøl Mølle blev et fast mål ved de fleste danske besøg i Sønderjylland, og i talrige rejsebøger indgik en beskrivelse af disse minderige steder. Holger Drachmann skildrede ved et besøg på Dybbøl i 1877 Dybbøl Mølle således:

”Når vi vender os fra fjendens monument, så har vi foran os det danske monument – den gamle Dybbøl Mølle. Står den ikke der, lyslevende, sej og kraftig i sin overbevisning om at stå på sin ret, til trods for, at den står på fjendens grund? Er der ikke kærne i den; og bider og tygger dens stenhårde tænder al denne kærne, for at sigte skallerne fra og kun give kærne igen? Nedskudt og oprejst, brændt og opbygget, har den som en Fugl Fønix stedse rejst sig af sin aske, og hæver nu i dette øjeblik sine store, mørke vinger mod himlen, som om den ville tage aftenens skyer til vidne på, at den har båret meget og er rede til at bære mere. Og hvorfor? Den lever paa en idé; og når man lever paa en idé, kan man ikke falde sammen.”

Det var ved samme besøg i 1877 at Holger Drachmann skrev digtet "De vog dem, vi grov dem en grav i vor Have".

Efter genforeningsfesten i Kongeskansen (som den største tyske skanse nu blev omdøbt til) den 11. juli 1920 igangsattes en fordanskning af hele området ved Dybbøl med det formål at forandre stedet fra et tysk til et dansk erindringssted. I de officielle taler blev landskabet med de mange krigergrave beskrevet som indbegrebet af det særligt danske. Forestillingen om, at danskhed hænger sammen med naturen og er tæt og organisk forbundet med landskabet fremmes.

Den preussiske stat forsøgte før Genforeningen at overdrage de tyske mindesmærker til private foreninger, der så skulle stå for den fremtidige vedligeholdelse. Da dette ikke var muligt, foreslog man fra dansk side, at mindesmærkerne blev nedtaget og flyttet syd for den nye grænse og genopstillet der. Som modydelse ville man fra dansk side gerne have Istedløven, der i 1864 var blevet fjernet fra kirkegården i Flensborg og nu stod i Berlin tilbage. Men dette blev pure afvist af de tyske myndigheder. Det var derfor ikke muligt at fjerne det tyske præg på Dybbøl. Fremtrædende sønderjyder, bl.a. H.P. Hanssen, arbejdede i 1919-20 for at få Grundtvigskirken opført på Dybbøl Banke i stedet for på Bispebjerg Bakke i København, men denne plan blev heller ikke til noget.

I stedet tog man i 1922 initiativ til skabelse af "Nationalpark Dybbøl", som omfattede de arealer, hvor de danske skanser havde ligget i perioden 1861-1864, men som i 1865 var blevet jævnet med jorden i forbindelse med etablering af nye tyske skanser. En stor landsindsamling blev iværksat, hvor man kunne købe "aktiebreve" på blot 1 krone til støtte for nationalparken. Den blev indviet i 1924 og omfattede et samlet areal på 16 hektar. De danske skanser blev markeret med hvide cementbånd i terrænet. Statsminister Th. Stauning foretog den officielle indvielse. Han understregede, at Dybbøl Nationalpark ikke kun var et begreb, der appellerede til folk af nationalkonservativ observans. Han modtog området på både regeringens og statens vegne og lovede, at stedet ville blive bevaret som "Folkets Ejendom".

I midten af 1920'erne gik en lokalkomité i gang med at opsætte mindesten over de faldne danske officerer og i løbet af de næste par årtier blev der på Dybbøl Banke opsat 110 mindesmærker af rå, upolerede natursten, især i granit. Indskrifterne var korte og nøgterne, oftest med ordlyden "Her faldt" og så titel, navn og dødsdag på den faldne officer. Man gjorde meget ud af at udrede, hvor de faldne rent faktisk var faldet, men dette voldte store vanskeligheder 60 år efter begivenhederne. Samtidig var landmændene på Dybbøl ikke interesserede i at få mindestene opstillet inde midt på de frugtbare marker, så med lidt velvilje fra alle parter viste det sig, at alle faldne var omkommet i hegn, veje og skel i området.

Natten mellem den 12. og 13. maj 1945 blev det tyske mindesmærke "Düppel Denkmal" sprængt i luften, formentlig af danske modstandsfolk. Hermed forsvandt det sidste tyske præg på Dybbøl Banke, bortset fra "Hotel Düppelhöh", som først blev nedrevet i 1990'erne.

Se også "Dybbøl som tysk symbol".

Kilde:
Inge Adriansen: Dybbøl Mølle - monument og museum. Museet på Sønderborg Slot. 
Inge Adriansen: "Kulturlandskabets nationalisering - om registrering og analyse af mindesmærker fra de slesvigske krige". PLUK, marts 2010