A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Dybbølmyter

Dybbøl havde enorm betydning som grundmyte for det danske nationalstatsprojekt, der realiseres efter nederlaget på Dybbøl i 1864, hvorefter alt tysk forsvinder fra det danske rige (helstatens sammenbrud). Der kan nu sættes lighedstegn mellem på den ene side folk, sprog, kultur og etnicitet, og på den anden side stat. Altså: Folk, sprog, kultur, etnicitet = stat nationalstat. Det danske folk bliver i de følgende årtier gennem kraftig folkeoplysning, f.eks. på folkehøjskolerne, indfældet i en national dansk enhedskultur.

Efter nederlaget i 1864 udvikler lighedstegnet en stærk sammenhængskraft og fællesskabsfølelse i det danske folk, der nu må stå sammen i overlevelseskampen mod den store nabo mod syd, Preussen og det senere tyske kejserrige. Denne Dybbøl-fortælling bliver grundmyten og en slags dynamo i det danske nationalstatsprojekt. Fortællingen spiller en central rolle i den nationale historieskrivning, som vi kender fra f.eks. A.D. Jørgensen.

Men der findes også en anden Dybbøl-fortælling:

Det danske nederlag på Dybbøl var også Bismarcks og Preussens sejr. Bismarck fik efter sejren i 1864 medvind og folkelig opbakning, så Preussen i 1866 kunne slå rivalen Østrig og i 1870-71 Frankrig i den fransk-tyske krig med opbakning fra samtlige tyske lande. Efter sejren i 1871 udråbtes den preussiske konge Wilhelm til tysk kejser i Versailles i Paris over alle 35 tyske smålande og fribyer. Den tyske nationalstat var skabt blot syv år efter og i direkte forlængelse af sejren på Dybbøl.

Den videre fortælling er: Frankrig vil have hævn efter nederlaget i 1871, og denne hævntørst er en del af baggrunden for 1. Verdenskrig, som Tyskland taber (og som koster ca. 5.000 dansksindede sønderjyder livet). Efter ydmygende fredsaftaler i Versailles i 1919 (der bl.a. førte til folkeafstemningerne i Sønderjylland og Genforeningen i 1920) kan Hitler og nationalsocialismen efter magtovertagelsen i 1933 spille på den "uretfærdige" fredsaftale og bruge hævnmotivet i sine krigsforberedelser. Hitler-Tyskland og 2. Verdenskrig førte som bekendt til holocaust og det totale sammenbrud i hele Europa.

Denne Dybbøl-fortælling sætter fokus på den anden og katastrofale udvikling, som begynder med Preussens og Østrigs sejr over danskerne på Dybbøl i 1864 og slutter med det europæiske ragnarok i 1945. Nederlaget på Dybbøl blev i Danmark motor for en folkelig, national og demokratisk udvikling, først med partiet Venstre i førerposition, senere med Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Udviklingen fører frem til den velfærdsstat. vi kender i dag.

Men i Tyskland blev sejren på Dybbøl indledningen til en militaristisk, udemokratisk og magtpolitisk udvikling, som først sluttede i 1945. Det er som bekendt først efter 2. Verdenskrig, at der udvikles et bæredygtigt demokrati i Tyskland.

Det er kendetegnende for udviklingen i den danske og tyske nationalstat, at vi i Danmark uden problemer kan tale om "det folkelige", "national stolthed" og "national identitet" og at vi lystigt flager med Dannebrog. Disse begreber regnes for positivt ladede, fordi de er en væsentlig del af forudsætningen for  nationalstatens succesfulde udvikling fra 1864 og frem til moderne tid, hvor globaliseringen efter 1990 for alvor begynder at true nationalstaten. 

I Tyskland giver de samme begreber myrekryb, fordi de blev brugt og især misbrugt af nazismen, der drog den yderste konsekvens af ovennævnte lighedstegn og sendte dem, der ikke havde den rette etnicitet (jøder og sigøjnere) i udryddelseslejre.

Man kan altså sige, at Slaget på Dybbøl rummer begge perspektiver, og at den bagvedliggende nationalisme rummer både en fredelig og demokratisk udviklingsmulighed, som udfoldes i Danmark, og en dæmonisk og forbryderisk udviklingsmulighed, som udfoldes i Nazityskland.

De to Dybbølmyter er på mange måder stadig aktuelle og kan belyse også aktuelle politiske problemstillinger i mødet med globaliseringen.

Kilde: Knud-Erik Therkelsen