A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Dinesen, Wilhelm A., 1845-1895, officer og forfatter

Wilhelm Dinesen var far til Karen Blixen og Thomas Dinesen. Han deltog som 18-årig i træfningerne ved Dannevirke den 3. og 6. februar 1864, i Slaget ved Sankelmark den 6. februar 1864 samt i Slaget på Dybbøl den 18. april 1864, hvor han udmærkede sig i 8. brigades modangreb mod preussernes stormløb. Alle tre begivenheder beskrev Wilhelm Dinesen i 1889 i den lille bog "Fra ottende brigade". Han gjorde tjeneste i den danske hær frem til 1870, hvorefter han deltog på fransk side i den fransk-tyske krig 1870-1871. Han var voldsomt tiltrukket af livet i spændingsfeltet mellem liv og død på slagmarken og opsøgte som soldat de mest farefulde opgaver.

I 1872 slog han sig ned som eneboer i de store skove i staten Wisconsin i USA. Han skriver: "Jeg var sjælesyg. Jeg havde deltaget i den fransk-tyske Krig, set Haabet om Oprejsning fra 1864 glippe, havde derefter været Tilskuer ved Borgerkrigen i Paris, var bleven vammel ved begge Parter..., jeg tvivlede om min egen Ævne til overhovedet at udrette noget som helst." I USA levede han som jæger sammen med indianere i Wisconsin, inden han definitivt vendte tilbage til Danmark i 1879. Her blev han ejer af Rungstedlund og gjorde en beskeden politisk karriere som medlem af Hørsholm sogneråd og senere som medlem af Folketinget som løsgænger.

Som forfatter er han mest kendt for sine jagtbreve, skrevet under pseudonymet Boganis. 

En ny sjælelig krise førte til, at Wilhelm Dinesen tog sit eget liv den 27. marts 1895.

Litteratur:
Tom Buk-Swienty: "Kaptajn Dinesen. Ild og blod." Gyldendal 2013
Tom Buk-Swienty: "Kaptajn Dinesen. Til døden os skiller". Gyldendal, 2014.
Wilhelm Dinesen: "Fra ottende brigade". P.G. Philipsens Forlag, 1889