A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Elmer, Haakon, 1909-1984, organist og dirigent.

Haakon Elmer blev født i Hesselager på Fyn. Han tog organisteksamen i 1928 fra Det kongelige danske Musikkonservatorium og var fra 1936-78 organist og kantor i Sct. Marie Kirke i Sønderborg. I 1936 oprettede han et amatørstrygeorkester i byen, som i 1941 blev omdannet til Sønderborg Symfoniske Orkester. Med basis heri blev den selvejende institution Sønderjyllands Symfoniorkester grundlagt i 1946 med 40 lønnede musikere. Haakon Elmer fortsatte som dirigent, også efter 1963, hvor orkesteret blev udnævnt til landsdelsorkester. I 1965 trak han sig tilbage som kapelmester.

Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.