A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Eckersberg, C.W., 1783-1853, sønderjysk maler

Christoffer Wilhelm Eckersberg blev født i Blåkrog ved Varnæs den 2. januar 1783. Hans far var snedker og maler, hans bedstefar var skovfoged for skovene på Sundeved og boede i Blans. Ved hans død overtog sønnen huset og familien flyttede dertil. C.W. Eckersberg voksede således op i både Blåkrog og Blans.

Eckersberg viste tidligt interesse for tegning og maleri, en interesse der blev stimuleret af besøg i omegnens kirker med faderen. Samtidigt var han, når han var med faderen på fisketur, stærkt interesseret i at betragte skyerne og havets skiftende farver, forbipasserende skibe og solnedgangens farvesymfoni. Hvad han så, tegnede han: træer, huse, skibe, mennesker og dyr; han gav sig helst af med at afbilde, hvad han kendte på første hånd. Her har vi allerede det grundlag, hvorfra Eckersberg arbejdede så godt som al sin tid.

Straks efter sin konfirmation kom Eckersberg i lære hos malermester Jes Jessen i Aabenraa. Han ragede uklar med malermesteren efter tre år og afsluttede i stedet som 17-årig sin lærlingetid hos malermester Johs. Jacob Jessen i Flensborg. Mens han var i Flensborg, gjorde Eckersbergs malertalent indtryk på en række borgere, som besluttede at hjælpe ham økonomisk til at få sin store drøm opfyldt: at studere på "Det kongelige Akademi for de skjønne Kunster" i København. Den 22. januar 1803 nåede han sine drømmes første mål, da han gik i land på Toldboden i København.

Han kom til at bo hos en snedker Grønberg, hvor han arbejdede som malersvend og gik til hånde i Nicolai Abildgaards atelier i dagtimerne og og fulgte uddannelsen om aftenen. Nicolai Abildgaard var på den tid direktør for akademiet. Eckersberg gjorde hurtige fremskridt inden for de forskellige skoler. Han viste stort talent (stærkt påvirket af Abildgaard), men også selvstændighed og fik som studerende adskillige medaljer i forskellige konkurrencer. Selvstændigheden passede ikke Abildgaard, der opfordrede Eckersberg til at blive porcelænsmaler. Det var dog ikke Eckersbergs ambition. I sommeren 1807 meldte han sig til konkurrencen om Akademiets store guldmedalje. Opgaven var et gammeltestamentligt motiv: "Adam vågner op og ser den nyskabte Eva". Eckersbergs skitse blev antaget, men ikke præmieret - måske på grund af Abildgaards uvilje.

Efter nogle strenge år som fattig studerende i København, hvor Eckersberg bl.a. tegnede forlæg til grafiske blade for kobberstikkeren Gerhard Ludvig Lahde (bl.a. af de dramatiske begivenheder omkring Københavns belejring og bombardement i 1807) og også løste pornografiske opgaver, åbnede der sig nye muligheder efter Abildgaards død i 1809, hvor Eckersberg  på ny deltog i konkurrencen om Akademiets store guldmedalje. Denne gang vandt han. Guldmedaljen gav mulighed for at søge Akademiets store rejsestipendium, som Eckersberg opnåede, hvilket fra 1812 gav ham mulighed for et flerårigt ophold i udlandet.

Som fattig akademielev var Abildgaard kommet i dårligt selskab, ulykkelige forhold og fik et barn, der førte til et tvunget ægteskab, som hans venner frygtede ville ødelægge hans kunstneriske karriere. De indså, at det var vigtigt at få Eckersberg løst fra disse forhold, både hurtigt og stille, og fik ham allerede i 1810, altså to år før stipendiet kunne benyttes, af sted på en længere rejse, først gennem Danmark til Sønderjylland, hvor han besøgte sine forældre, siden via Tyskland til Paris og Rom.

Ud over at afbryde den uheldige forbindelse var Eckersbergs formål med rejsen at uddanne sig som historiemaler og lære at skabe menneskefigurer, der i deres holdning og udtryk indlejrer billedets religiøse eller historiske budskab.

I Paris blev Eckersberg inspireret af kunstværkerne på Louvre, og som elev hos en af tidens mest berømte malere, Jaques-Louis David (1748-1825), der anbefalede Eckersberg at arbejde efter naturen for at overvinde rutinen og den tillærte viden. Efter næsten tre år i Paris drog Eckersberg videre til Rom, hvor han boede i en ejendom i Via Sistina sammen med bl.a. Bertel Thorvaldsen, med hvem han udviklede et nært venskab og kunstnerisk forbindelse.

I sommeren 1814 malede Eckersberg sit berømte portræt af Thorvaldsen som anses for et hovedværk. Hans beundring og ærbødighed for Thorvaldsen lyser ud af billedet, som er præget af inspiration og selvstændighed og imponerer ved det udtryksfulde og levende i personskildringen. Eckersberg skænkede i øvrigt portrættet til Akademiet og skrev samtidig til akademiets direktør J.F. Clemens: "Jeg forlanger ikke Penge, eller at blive Professor eller Medlem eller trænge nogen anden tilbage for dette Portrait, ogsaa veed jeg, at der er Portraiter i Akademiet, som staar langt over dette, hvad Kunstværdie angaar, men det skal blot give en Idee om den, der hædrer sit Fædreland og sit Aarhundrede på det Sted hvor han fik sin første Dannelse, og derfor kan ogsaa Akademiet gjerne betale Transporten..." Hermed havde Eckersberg fået signaleret nogle af sine ambitioner. Akademiet beklagede sig i øvrigt senere over, hvad transporten af billedet havde kostet!

I Rom blev Eckersberg i særlig grad optaget af arkitekturen. Et af de berømteste malerier fra denne periode er udsigten over Rom set og oplevet gennem tre af Coloseums buer. Roms arkitektur inspirerede ham til mange fremragende malerier og skitser, og den omhyggelige gengivelse i tegningen og billedets linievirkning blev næsten en besættelse for ham. Men også Forum Romanum, Villa Borghese og Capitol optog Eckersberg, og studierne af disse bygninger, som han senere tog med til Danmark, hvor de blev udstillet i hans hjem på Charlottenborg fik stor betydning for akademieleverne.

Eckersberg skrev i et brev til vennen J.P. Møller: "Især af Architectur er her en utrolig Mængde, der gjør sig glimrende, naar det bliver tegnet; de elendigste Huse har noget skønt og elegant i Formen, det flade Tag, de store Murflader og smaa Vinduer, og Skjønheden forhøjes tit ved herlige Trægrupper, især ere de antikke Ruiner mærkværdige".

Eckersberg nævner ofte Thorvaldsen i  sin dagbog. Thorvaldsen menes at have bedt Eckersberg male Anna Maria Magnani, som menes at have været Thorvaldsens elskerinde. Dog har der været tvivl herom, fordi Thorvaldsen ikke ønskede at beholde maleriet. Det kan også skyldes, at Anna Maria Magnani var en tidskrævende og jaloux kvinde, som gav Thorvaldsen problemer. Eckersberg forelskede sig i en af sine modeller i Rom - Magdalena, som han ofte nævner i dagbogen. I Rom modnedes Eckersberg som kunstner og personlighed. Alle indtrykkene, han havde modtaget i Paris, bundfældede sig her, og hans hjemsendte værker blev i København bedømt som så lovende, at hans rejsestipendium blev forlænget til udgangen af 1815.

I Rom arbejdede Eckersberg flittigt med store mytologiske og bibelske figurkompositioner, hvoraf flere udførtes på bestilling, men der blev også tid til udflugter og uformelle festlige lag, ligesom de kvindelige modeller, specielt Magdalena blev dyrket. Eckersberg kunne godt lide piger, hvilket han ikke lægger skjul på i sin kunst. Hans skildring af de kvindelige former forargede de mere snerpede. Dette forhold nævnes i følgende karakteristik: "Lystenheden hos Eckersberg lader sig ikke skjule. Den kommer for Dagen navnlig i Tegningen af de kvindelige Former, i deres overdrevne Fremtræden under Kjolen eller i deres Udtræden af den. Sin Morskab ved Sligt havde Eckersberg hele sit Liv igennem vanskeligt ved at styre; endnu da han var en aldrende Mand var den bleven tilbage hos ham som en indgroet daarlig Vane fra hans Ungdom og fra det tarvelige Milieu for denne."

På trods af både det søde og det inspirerende liv og de mange arbejder i Rom begynder Eckersberg at længes hjem. Han stipendium var blevet yderligere forlænget, men i forsommeren 1816 forlod Eckersberg Rom og rejste via Firenze, Bologna, Verona, München og Nürnberg til Flensborg, hvorfra han tog til Blans for at besøge sin familie. Den 2. august 1816 nåede han København. I løbet af sensommeren søgte han optagelse som medlem af Akademiet, hvilket senere på året blev ham enstemmigt bevilget.

Kort efter sin hjemkomst forelskede Eckersberg sig i Julie Juel, den ene af afdøde professor ved Akademiet Jens Juels døtre. Han var blevet præsenteret for de to frøkener Juel, Julie Elisabeth Cathrine og Suzannes Henriette Emilie og deres mor gennem sin gode ven Bagge. I november 1816 skrev Eckersberg til Julie og erklærede hende sin kærlighed, og to dage senere kom hendes svar:

"At være yndet af gode og agtede Mennesker har altid været mig inderligt kjært, og derfor Gode Eckersberg kan jeg jo gjerne tilstaa Dem, at Deres brev gjorde mig en vemodig, men dog behagelig Aften. Jeg takker Dem ret hjærtelig for de gode Tanker, De har om mig og kan forsikre Dem, at det vilde være mit kjæreste Ønske at kunde gjøre Dem saa lykkelig som mulig! De har altid været mig bekjendt som et ædelt og godt Menneske, saa jeg roelig og tilfreds kan lægge min Skiebne i Deres Hænder. At jeg ingen Formue ejer er de formodentlig ikke uvidende om, og nu Gode Eckersberg har jeg intet mere at sige Dem, end at jeg med Glæde venter at see Dem hos os." De blev gift den 8. februar 1817 og takket være støtte fra den velhavende grosserer Mendel Nathanson på 1.500 rigsdaler var Eckersberg i stand til at købe nødvendige møbler og husgeråd.

I april 1817 fik Eckersberg ansættelse som professor ved Akademiet, og kort tid efter blev en bolig på Charlottenborg ved Kgs. Nytorv ledig, som han i maj kunne flytte ind i sammen med sin gravide hustru. 1. juni begyndte han som professor ved Akademiets malerskole. I løbet af blot et år var Eckersberg blevet optaget som medlem af Akademiet, blevet gift, fået ansættelse som professor og tjenestebolig på Akademiet. Man må sige, at hans liv efter afslutningen af sin dannelsesrejse hurtigt stabiliseredes.

Samtidig fortsattes Eckersbergs kunstneriske udvikling. Han fik store og fornemme bestillingsarbejder, både historiske malerier, portrætter, genrebilleder, altertavler og landskabsmalerier. Gennem årene udførte han flere bestillingsarbejder på historiemalerier til Christiansborg Slot samt adskillige altertavler. Mest kendte er hans portrætter af det københavnske borgerskab, bl.a. Det Nathansonske Familiebillede (1818) og Altertavlen i Frederiksberg kirke.

Eckersberg var en lykkelig mand, der elskede sin familie og sit hjem og dyrkede sin kunst i fordringsløse borgerlige omgivelser. Julie havde født ham mange børn, hvoraf de fem var i live, to sønner og tre døtre (foruden sønnen af første ægteskab). Julie blev i de første år af ægteskabet svagelig og var jævnlig sengeliggende. Han plejede hende med utrættelig tålmodighed og kærlig omhu, men hun døde en forårsdag i 1827. Eckersberg giftede sig kort tid efter med sin svigerinde, Suzanne Juel, som førte familiens traditioner videre. Med Suzanne fik Eckersberg en datter.

Eckersbergs økonomiske situation var i lange perioder vanskelig. Han fik på grund af Akademiets dårlige økonomi først professorhonorar fra 1827 (den danske stat var gået fallit i 1813). Han var tvunget til at pantsætte sine værdier, endog sin vielsesring for at skaffe mad på bordet. I januar 1832 skriver han i sin dagbog: "Jeg fyldte i dag mit 49de Aar, sund og frisk vel og lykkelig med en elsket Familie, det eneste Savn var Pengemangel og den Henseende mørke Udsigter for Fremtiden". Familien måtte leve meget spartansk, men betænksomme mennesker spædede ofte til husholdningen med naturalier. De af eleverne på Akademiet som kom fra velhavende hjem, fik forældrene til at sende familien på Charlottenborg vin, kaffe, sukker, smør og andre fornødenheder. Andre skaffede en kurv frugt - alt var kærkomment, da der var mange munde at mætte...

Efterhånden som portrætbestillingerne blev færre, gik Eckersberg over til landskabsmaleriet, som bragte ham skuffelser og ondsindet kritik. For Eckersberg var et motiv omhyggeligt udvalgt, dette udsnit af naturen var nøje afgrænset herfra og dertil, alt med pedantisk hensyn til linearperspektivet. Hvis forgrunden manglede karakter, og det hele virkede for fladt, uden træer eller andet, der kunne give dybde i billedet, anbragte han gerne en staffagefigur, hvilket undertiden gav en uheldig virkning. Et af hans bedste landskabsmalerier er "Prospekt af Teglværket Renbjærg ved Flensborg Fjord", som blev malet på en udflugt til Sundeved under besøg hos familien i Nybøl og Blans i maj 1830.

Ved siden af maleriet og undervisningen på Akademiet holdt han jævnlig forelæsninger om "Perspektiven", der for ham var alfa og omega for al kunst. Han deltog i bedømmelsen af svendestykker på Rådhuset og tegnede udkast til modeller til udsmykning af orlogsfartøjer, gallionsfigurer m.m., han sad i censurkomiteen og deltog i ophængningen ved de årlige udstillinger. Han var myreflittig og pligtopfyldende og gik foran som det gode eksempel for sine børn og elever, som han indprentede disse ord: "Du skal nytte al din Tid, gøre alt med Lyst og Flid, og er der noget, du skal gøre, som ikke er efter dit Sind, søg da først at overvinde dig selv for din Pligt, og der vil komme Glæde over din Gerning".

Eckersbergs marinebilleder, der præges af hans store interesse for alt maritimt og hans naturglæde, viste en stadig udvikling. Det traditionelle marinemaleri kræver perfektionisme og nøje studium og ingen kunne opfylde disse krav bedre end Eckersberg. Interessen for de forskellige skibstyper havde han haft fra drengeårene og motiverne fandt han ofte i Charlottenborgs umiddelbare nærhed, i Nyhavn og ved Gammelholm. Et væld af skitser og iagttagelser var grundlaget for de maritime kompositioners opbygning.

Det var dog ikke alle hans malerier, som blev til i hjemlige farvande og omgivelser. I maj 1839 var han på togt med korvetten Galathea, og her gjorde han studier både i Nordsøen og Kanalen ud for Englands kyst. Resultatet af turen blev bl.a. "Corvetten Galathea i en Storm i Nordsøen" og "Fregatten Rosa ligger bi i Kanalen i stiv Kuling". Et af hans kendteste maritime værker er "Et Møde paa Søen". Det blev til et anseligt antal mariner i alle størrelser, Eckersberg fik skabt.

Nogen egentlig anerkendelse som marinemaler nåede han ikke hos sin samtid, og "søstykkerne" gjorde ikke særlig lykke. Snæversynet kritik og gemen misundelse fik vittighederne til at florere, når Eckersergs billeder blev nævnt. Det satiriske blad "Corsaren" overgik alt og alle i gemenhed. Endvidere havde Eckersberg en farlig modstander i J.L. Heiberg. Hans indflydelse som kritiker og toneangivende person var såvel direkte som indirekte skyld i, at Eckersberg blev overset, mens andre blev fremhævet på hans bekostning.

Suzanne døde den 30. december 1840 og Eckersbergs alderdom blev ikke lykkelig. Foruden den førnævnte kritik oplevede han, at Kunstforeningen vragede hans arbejder. Økonomiske problemer tvang ham til at bede kongen købe et par af hans arbejder. Kongen købte kun det ene.

Efterhånden var den før så sunde og friske og lykkelige Eckersberg en skygge af, hvad han før havde været både som menneske og kunstner. Han, som tidligere var elsket af sine elever og inspirerede dem til arbejdet, var nu kolerisk og umulig, når de skulle have deres arbejder bedømt. I stedet for at se på det, de præsterede, eksaminerede han dem på en ubehersket måde, spørgsmålene om billedets hovedpunkt og vinkler regnede ned over dem og kunne de ikke svare fyldestgørende, afviste han deres arbejder uden hensyn til indhold og kvalitet.

Det eneste, der interesserede ham, var at tale om "Perspektiven". Efterhånden rystede han så stærkt på hænderne, at blyanten gik gennem papiret, den mindste smule irriterede ham og fremkaldte voldsomme vredesudbrud.

I 1851 fik Eckersberg en alvorlig lungebetændelse, som han kun lige overlevede. Yderligere svækket fortsatte han maleriet, men uden at kunne leve op til fortids perfektionisme. Også hans syn svækkedes alvorligt i disse sidste år, og den 22. maj 1853, 50 år efter hans ankomst til København, skrev han i dagbogen for sidste gang - den blev i stedet ført af hans døtre.

I slutningen af juni 1853 brød koleraen ud i København. Nyhavn var en nærliggende smittekilde, og snart nåede den frygtede sygdom også Charlottenborg. Professorfamilierne flygtede bort, men ikke Eckersberg og hans døtre blev tilbage. Eckersberg blev smittet og døde af kolera den 22. juli 1853. Han blev begravet på Assistens Kirkegård i København.

Se Museum Sønderjyllands video om C.W. Eckersberg

Kilde: Han var sønderjyde af fødsel og slægt... Grænseforeningens årbog 1983
Kendte malerier af C.W. Eckersberg kan ses her.
Litteratur: C.W. Eckersberg: Dagbog og Breve. Paris 1810-13. Udgivet og kommenteret af Henrik Bramsen, København 1947.