A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Emmerlev

Landsby umiddelbart nord for Højer. Ved Emmerlev Klev når bakkeøen helt ud til kysten, og det er herfra Det fremskudte Dige har sit nordlige udgangspunkt. Mod syd støder Det fremskudte Dige til Hindenburg-Dæmningen, der forbinder fastlandet med øen Sild.

Bebyggelsen Emmerlev er en typisk langstrakt geestrandsbebyggelse, beliggende på den sydlige kant af Hjerpsted Bakkeø. Landsbyen har mange egnstypiske huse og ligger med direkte adgang og udsyn til det oprindelige, i dag inddigede, marskområde lige syd for landsbyen. Vestpå er der en storslået udsigt over Vadehavet, der her på grund af den høje klint virker meget anderledes end resten af Vadehavskysten. Søfart og fiskeri har spillet en stor rolle i Emmerlev, her var udskibningssted for okser i 1600-1700-tallet, da der var stor studeeksport fra egnen til Holland.

Nord for vejen ligger den fredede Emmerlev Skole, i dag lejrskole. Fra landsbyen fører en gammel kirkesti op til Emmerlev Kirke og Højkro. Emmerlev Kirke ligger markant og højt i landskabet ved vejen mellem Sdr. Sejerslev og Højer.

Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.