A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Edsaflægger

Eftersom Pragfredens paragraf fem (1866) syntes at stille en snarlig genforening af Nordslesvig med Danmark i udsigt, fandt mange danske embedsmænd, præster og lærere det urimeligt, at de efter hertugdømmernes indlemmelse i Preussen skulle aflægge ed til den preussiske konge for at kunne beholde deres stilling. Følgelig nægtede mange at aflægge eden, hvilket førte til afskedigelser.

Det samme krav om edsaflæggelse på den preussiske forfatning blev stillet til de nordslesvigske deputerede, Hans Andersen Krüger og Nicolai Ahlmann, der var blevet valgt til landsdelens repræsentanter i den preussiske landdag. De to landdagsmænd ville kun aflægge eden “under forbehold af den ved Pragfreden befolkningen i Slesvigs nordlige distrikter tilsikrede ret til fri afstemning og valg af undersåtlige stilling.”

Landdagen ville imidlertid kun acceptere en uforbeholden edsaflæggelse, hvorefter de to landdagsmænd måtte nedlægge mandaterne og der blev udskrevet suppleringsvalg. De to genopstillede og blev valgt igen, hvorefter scenen gentog sig: De kunne kun aflægge betinget ed på forfatningen og nedlagde derefter mandaterne. Dette gentog sig – fra 1875 med Hans Lassen i Nicolai Ahlmanns sted – med små variationer i de følgende 14 år indtil 1881.

I den tyske rigsdag, hvortil nordslesvigerne sendte en enkelt delegeret, og hvor man ikke forlangte nogen edsaflæggelse, benyttede den delegerede, Hans Andersen Krüger, den taktik at gribe enhver lejlighed til at tage ordet, henvise til det uopfyldte løfte, der var indeholdt i artikel fem, og protestere imod, at løftet endnu ikke var blevet opfyldt.

Denne politik blev kendt som “edsnægtelse” og “protestpolitik”, og den blev fortsat indtil H.A. Krügers død i 1881.

I 1878 ophævede Østrig og Preussen bestemmelserne i paragraf fem om Nordslesvigs ret til til en afstemning. Traktaten blev dog først offentliggjort året efter. Dette forstærkede de indvendinger, der allerede forinden internt i den danske bevægelse var blevet rejst imod edsnægtelse og protestpolitik. Kritikerne mente, at den demonstrative protestpolitik nok havde haft en vis effekt i agitationen, men at denne effekt havde været stadigt svindende. Desuden var de dansksindede embedsmænd, der var blevet afskediget p.g.a. edslægtelse, blevet erstattet af regeringstro folk, der arbejdede i fortyskningens tjeneste.

Det havde følgelig været bedre, om dansksindede havde aflagt eden og var blevet på deres post, mente de nordslesvigere, der kom til at gå under navnet “edsaflæggerne”. Disse mente også, at landdagsmændene burde aflægge eden, som altså kun var at betragte som en formalitet, og indtage sæderne i landdagen. Her kunne der nemlig gøres et stykke praktisk, politisk arbejde til gavn for de danske sønderjyder.

De to synspunkter stod skarpt overfor hinanden, og da landdagsmanden Hans Lassen, der som nævnt i 1875 havde afløst Nicolai Ahlmann, i 1882 aflagde eden, og Krügers efterfølger, A.D. Hørlück, nægtede den, var splittelsen i den danske lejr en kendsgerning.
Først i 1888 samtidig med oprettelsen af Den nordslesvigske Vælgerforening endte "edskampen" med edsaflæggernes sejr, idet Hørlücks efterfølger, Gustav Johannsen, aflagde eden. Herefter aflagde alle følgende nordslesvigske landdagsmænd ed på den preussiske forfatning. Heller ikke i rigsdagen blev Krügers taktik videreført af hans efterfølgere, Hans Lassen (1881-1884), J.P. Junggreen (1884-1886) og Gustav Johannsen (1886-1901).

Konflikten mellem forhandlingspolitik (edsaflæggere) og protestpolitik (edsnægtere) genfindes også efter århundredskiftet med hhv. H.P. Hanssen (Aabenraabevægelsen) og Jens Jessen (Flensborgbevægelsen) som førende skikkelser. Der var en tendens til at sønderjyder fra de østlige egne var mere forhandlingsvenlige ("Østmagterne"), mens det modsatte kendetegnede politikere fra de vestlige områder ("Vestmagterne").