A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Fortyskning

Fortyskning eller germanisering af Sønderjylland er en proces, der blev indledt i middelalderen med indvandring af holstenske bønder til området mellem Ejderen og Sli-Danevirke og af holstenske adelige til hele hertugdømmet. Den fortsatte med udbredelsen af plattysk sprog i kirke, skole, retsvæsen og forvaltning (fra 1600-tallet højtysk). Fortyskningen foregik især i Sydslesvig, men omfattede også købstæderne i Nordslesvig samt retsvæsen og forvaltning i landdistrikterne her. Der lå ikke nogen overordnet hensigt bag denne tidlige fortyskning. Det var heller ikke tilfældet med det frivillige sprogskifte fra sønderjysk til plattysk, som fandt sted i de sydlige dele af Sydslesvig fra omkring 1800 i Angel og derpå i resten af Sydslesvig.

Begrebet fortyskning er især knyttet til perioden under tysk styre 1864-1920 og den preussiske stats forsøg på at udbrede tysk sprog og kultur gennem lovgivning. 1864 blev sprogreskripterne i Mellemslesvig afskaffet, så kirke- og skolesproget igen blev tysk, bortset fra få danske gudstjenester i de nordligste sogne, som med tiden ophørte. I de nordslesvigske købstæder fik tysk straks den forrang for dansk, som det havde haft før 1850. På landet gik de tyske myndigheder i første omgang langsomt frem. Skolesprogsforordningen af 1871 indførte kun seks timers tyskundervisning i de store klasser, og dansk kunne benyttes ved kontakt med forvaltningen.

Fra slutningen af 1870’erne blev fortyskningen skærpet. Den nye generation af embedsmænd var tilhængere af den tyske nationale ideologi og lydhøre for den nationalistiske presses krav om et hurtigere tempo i fortyskningen. I løbet af 1-2 generationer skulle de danske nordslesvigere gøres til tyskere såvel af sindelag som sprog. I 1876 blev tysk eneste tilladte sprog i administrationen, dog med en længere overgangsperiode. I 1878 indførtes tysk som undervisningssprog i ca. halvdelen af timerne i folkeskolen, og i 1888 blev det sidste skridt til skolens fortyskning taget med indførelsen af rent tysk skolesprog, bortset fra fire ugentlige religionstimer. Også undervisningens indhold blev nu stærkt tyskpræget; historie blev til preussisk kongehistorie og tysk kejserhistorie. Samme år lukkede myndighederne den sidste danske privatskole. I 1898 fik lærere og embedsmænd i de preussiske grænseprovinser ordre til at virke for tysk nationalitet. Kirken var det eneste sted i det officielle liv, hvor dansk stadig blev benyttet, men flere og flere tyske gudstjenester blev indført.

Rigsforeningsloven af 1908 forbød brugen af ikke-tyske sprog på offentlige møder. I kredse (amter), hvor mere end 60 % af indbyggerne talte et ikke-tysk sprog, skulle bestemmelsen dog først træde i kraft i 1928, men Flensborg by og landkreds blev straks ramt. En ny front i fortyskningen blev åbnet i 1890’erne med jordkampen.

Af Hans Schultz Hansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: H.V. Gregersen: Plattysk i Sønderjylland. En undersøgelse af fortyskningens historie indtil 1600-årene. 1974.

Oswald Hauser: Preussischer Staatsräson und nationaler Gedanke. Neumünster 1960.

Sven Thomas Olsen: Die Dänenpolitik im deutschen Kaiserreich. Preussisch-deutsche Nationalitätenpolitik in der Region Nordschleswig/ Sønderjylland 1864-1914. Hamburg 1999.