A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Frøslev Plantage

1040 ha statsskov beliggende tæt på grænsen til Tyskland lige vest for motorvej E45. Det preussiske forstvæsen opkøbte åbne arealer i 1870’erne og plantede dem til med gran og fyr. I dag ændres plantagen fra store, ensaldrende rødgranbevoksninger til blandede bevoksninger, hvor løvtræarterne får mere plads. Senest resulterede stormen i 1999 i store åbne flader, som er blevet tilplantet med blandinger af flere stormfaste træarter. Af særlig interesse er endvidere en række gamle egekrat. 

Plantagen rummer en fast og stigende bestand af kronvildt, dåvildt og råvildt. Fuglelivet er rigt og varieret, bl.a. yngler flere arter rovfugle i området. Der vokser i hundredvis af svampearter i plantagen, hvoraf en del er gode spisesvampe, og der findes flotte områder med indlandsklitter. Særligt er de såkaldte klimper en speciel seværdighed. Det er flade sandbakker med stejle sider, som er våde på toppen, fordi et vandstandsende lag forhindrer vandet i at trænge væk.

På grund af klimperne er Frøslev Plantage en internationalt vigtig geologisk lokalitet og derfor udpeget til et såkaldt GeoSite. I plantagens nordøstlige del ligger Frøslevlejren, som i dag dels er mindepark, dels rummer Frøslevlejrens Efterskole og flere museer. Frøslev Polde Naturskole ligger inde i lejren. Frøslev Plantage er et populært friluftsområde med afmærkede vandreruter, grillpladser, skovlegeplads, frokosthytte og udsigtstårn.

Af Inge Gillesborg i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Skov- og Naturstyrelsen: Vandreture nr. 8. 2004. Peter Friis Møller og Henrik Staun: Danmarks Skove. 1998.