A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Frederik 1., 1471-1533, dansk konge

Født den 7. okt. 1471 og søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg, konge af Danmark og Norge fra 1523. Gift 1502 med Anna af Brandenburg og 1518 med Sophie af Pommern. Sammen med Anna fik han to børn, her i blandt Christian 3., og sammen med Sophie fire børn, her i blandt hertug Hans den Ældre og hertug Adolf af Gottorp.

Skønt lillebror til kongen og placeret yderligt i riget lykkes det Frederik gennem tålmodighed og behændigt spil på modsætninger inden for højadel og kirke at nå kronen. Frederik var under stort pres i sin regeringstid, dels fra den afsatte Christian 2., i landflygtighed fra 1523, dels fra borger- og bondeoprør og dels på grund af det begyndende opgør med den katolske kirke. Efter Frederik 1.'s død i 1533 udbryder Grevens Fejde, en borgerkrig mellem forskellige interesser i den danske højadel, der under Frederik 1.'s regering fra Gottorp havde nydt forholdsvis stor frihed, men nu, i fraværet af en ny konge, begynder at strides indbyrdes.

Da Frederik blev myndig i 1490 fik han i en deling med sin storebror kong Hans halvdelen af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som deres finanskyndige moder ejede. Frederik fik i Hertugdømmet Slesvig Gottorp (han bosatte sig på Gottorp Slot) og købstaden Slesvig og landet ned til Ejderen, en del af halvøen Angel samt Lundtoft herred, Tønder og Haderslev mens Hans fik købstaden Flensborg, Sundeved, Als og Ærø, Aabenraa, Femern og Nordstrand. Byer og krongods i Holsten blev ligeledes delt ligeligt mellem de to brødre, mens kirke- og adelsgods forblev urørt. Hertug Frederik følte ikke delingen helt retfærdig og gjorde krav på arv i kongeriget, men Rigsdagen i Kalundborg fastslog i 1494, at Danmark var et udeleligt valgrige, hvormed hertugens krav blev afvist.

Frederik, der i modsætning til broderen Hans blev tysk opdraget, opholdt sig hovedsageligt  i hertugdømmerne, hvor han blev tæt knyttet til det magtfulde holstenske ridderskab. Frederik deltog med kong Hans i det mislykkede angreb på Ditmarsken i 1500, men i kong Hans' krig mod Lübeck 1510-12 holdt Frederik sig udenfor.
 
Efter tronskiftet i 1513, da Christian 2. afløste kong Hans, markerede Frederik en større selvstændighed og knyttede sig ved en alliance til Frankrig som modvægt til Christian 2.'s forbindelse med det tyske kejserhus. Det fortaltes senere, at Christian 2. efter Stockholms erobring i 1520 havde ytret, at han snart skulle lade sine hunde glamme foran Gottorp, og sikkert er det, at Frederik reagerede skarpt, da kongen i 1521 sikrede sig forleningsretten til Holsten hos sin svoger kejser Karl 5.

I efteråret 1522 trådte Frederik hemmeligt i forbindelse med Lübeck og de oprørske jyske bisper og rigsråder. I marts 1523 overskred hans hær, anført af Johann Rantzau, grænsen til kongeriget, og på få måneder gennemførtes erobringen af Danmark. På Viborg Landsting valgtes Frederik derefter til konge, og i hertugdømmerne blev han hyldet som eneste landsherre. Efter Københavns overgivelse kronedes han i Vor Frue Kirke i 1524. Også det norske rigsråd hyldede ham.

Ved kroningen i København bekræftede Frederik 1. hertugdømmernes fuldkomne uafhængighed. Se uddrag af håndfæstning. Der skulle ikke herske tvivl om det slesvig-holstenske ridderskabs rettigheder og uafhængighed af det danske rigsråd.

Som konge vedblev Frederik 1. at residere i hertugdømmerne, og han kom kun til Danmark for at deltage i de årlige herredage. Hans nærmeste medarbejder og kansler var Wolfgang Utenhof, som fik hele området mellem Kongeåen og Elben som arbejdsområde. Senere blev hele den danske udenrigspolitik også lagt ind under Utenhofs "Tyske kancelli", som helt frem til 1848 var navnet på det ministerium i København, hvorfra Slesvig og Holsten blev styret på tysk. Af historikeren Arild Huitfeldt kaldtes Frederik 1. "en gammel høne, der nødig forlod sin rede i Gottorp".

Hans regeringstid prægedes af en stærk uro blandt borgere og bønder, inspireret af den konstante trussel fra den landflygtige Christian 2., der siden 1522 havde opholdt sig hos sin svigerfamilie i Nederlandene. Denne trussel forsvandt først i 1531, da Frederik 1. lokkede Christian 2., der med sin svoger Karl V's hjælp på det tidspunkt stod stærkt og havde kommando over 5.000 landsknægte, til København for at fohandle. Christian kom, fordi han var lovet frit lejde, men i stedet blev han anholdt og fængslet, og i realiteten uskadeliggjort.

I kirkestriden beskyttede Frederik de evangeliske prædikanter, og det vakte opsigt, da han i 1526 brød fredagsfasten og dermed en stærk katolsk tradition. Forholdet til de katolske biskopper blev særdeles anspændt, og tonen hos den katolske kirkes fortaler, karmelitermunken Poul Helgesen, er hadsk, når han omtaler den "kirkerøveriske" konge, hvis politik reelt arbejdede for at virkeliggøre en evangelisk kirke og dermed foregreb Reformationen.

I pengesager optrådte Frederik særdeles myndigt og krævede sine udgifter til Danmarks erobring dækket af rigsrådet. I kancelliet hed det, at han var ond at tale med, når terminen nærmede sig; ved sin død efterlod han sig et fyldt skatkammer på Gottorp.

Frederik 1. døde på Gottorp Slot den 10. april 1533 og blev begravet under koret i Slesvig Domkirke. Til venstre for selve koret findes et pragtfuldt renæssance gravminde i marmor, alabast og bladguld over ham, udført i 1552 af den flamske billedhugger Cornelis Floris. Gravmindet har klassisk græsk og romersk kunst som forbillede. Kongens leje bæres af 6 kvindefigurer (kariatider), som symboliserer de kristne dyder tro, håb og kærlighed og de kongelige dyder kløgt, styrke og retfærd.

Frederik 1.'s valgsprog var "Intet uden den guddommelige vilje".

Efter Frederik 1.'s død i 1533 opstod kaos om, hvem hans efterfølger skulle være. Rigsrådet udsatte kongevalget i et år for at undgå, at Frederiks ældste søn, hertug Christian skulle blive konge. Han var stærkt påvirket af de lutherske tanker og ville utvivlsomt gennemføre en reformation.

I en række større købstæder anså borgerne den fængslede Christian 2. som en mulighed, men han kunne på grund af fængslingen ikke føre en hær. Borgerne fik derfor Grev Christoffer af Oldenburg til at sætte sig i spidsen for forsøget på at få Christian 2. som konge - og hermed startede Grevens Fejde.