A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Friis, Aage, 1870-1949, professor

Aage Friis blev som ung student i 1890 grebet af den sønderjyske sag. Faderen, pastor Christian Friis i Skyum i Thy, var bange for, at denne interesse lagde for meget beslag på hans tid, men Aage Friis begrundede i et brev af 15. oktober 1890 sine synspunkter. Se uddrag af brevet her.

Aage Friis blev historiker med særlig interesse for Danmarks historie i perioden 1766-1830. Efter at han i 1896 blev magisterkonferens påbegyndte han et større videnskabeligt arbejde baseret på A.P. Bernstorffs private breve og dokumenter, som Friis fik opsporet på rejser til Bernstorffs efterkommere i Tyskland i perioden 1897 til 1901. I 1899 udgav han "Andreas Peter Bernstorff og Ove Høegh Guldberg", der skaffede Friis den filosofiske doktorgrad. Arbejdet med Bernstorff stimulerede interessen for at "skildre den Vekselvirkning mellem Dansk og Tysk, der danner Forudsætning og Baggrund for Slægtens Virksomhed i Danmark". Friis's arbejder koncentrerede sig mindre om ydre diplomatiske forhold og mere om bagvedliggende personlige forhold, som Friis med stor indlevelsesevne beskrev.

Som nævnt interesserede Friis sig fra ungdommen for det slesvigske spørgsmål og knyttede forbindelse med ligesindede unge, bl.a. A.D. Jørgensen, Mouritz Mackeprang og efterhånden H.P. Hanssen, hvis nationalpolitiske synspunkter Aage Friis delte. Efter systemskiftet i 1901 opgav den danske regering den passive holdning, den siden 1879 havde indtaget overfor det slesvigske spørgsmål, bl.a. fordi optant-spørgsmålet blev mere og mere påtrængende. Stats- og udenrigsminister Johan Henrik Deuntzer tog derfor med Aage Friis som mellemmand kontakt til H.P. Hanssen, en kontakt som fortsattes af de følgende regeringer og førte til, at Aage Friis i perioden 1907 til 1913 (hvor han blev professor ved Københavns Universitet) var tilknyttet udenrigsministeriet som rådgiver i sager vedrørende Nordslesvig.

I samme periode skrev Friis talrige indlæg og ledende artikler i Politiken, ligesom han i 1909 skrev bogen "Bismarck", som gav danske læsere et mere objektivt billede af den preussiske statsmand. Bogen beskriver dog kun årene frem til 1848.

Aage Friis kom til at spille en afgørende rolle i de hektiske dage i Berlin i slutningen af oktober og begyndelsen af november 1918, hvor betingelserne for en kommende fredsslutning efter 1. verdenskrig mellem de allierede og Tyskland blev forhandlet. Allerede den 4. oktober 1918 var H.P. Hanssen blevet klar over, at den tyske hærledelse havde erkendt nederlaget, og at en fredsaftale var under udvikling. H.P. Hanssen forsøgte straks at orientere den danske gesandt i Berlin om de nye muligheder for en Genforening (men gesandten lod ikke meddelelsen gå videre til København), men han sendte også et privat kodebrev til vennen Aage Friis i København: "Det omtalte værk er nu at få, da antikvarboghandleren rømmer sit lager. Men sig til bibliotekets bestyrelse, at der må handles hurtigt, ellers forspildes chancer, som ikke vender tilbage. H.P. Nør." 

H.P. Hanssen holdt den 23. oktober en tale i Rigsdagen, hvor han krævede Nordslesvigs genforening med Danmark. Umiddelbart efter talen fik H.P. Hanssen under hånden og uofficielt tilsagn fra understatssekretær i det tyske udenrigsministerium Dr. David om, at det nordslesvigske spørgsmål ville blive afgjort i henhold til præsident Wilsons 14 punkter, men ikke i henhold til Pragfredens § 5, som tyskerne anså for ophævet i 1879, hvilket den danske regering også havde accepteret allerede i 1907.

Aage Friis ankom til Berlin den 12. november og mødtes samme aften med de danske parlamentarikere, rigsdagsmedlem H.P. Hanssen og landdagsmedlemmerne H.D. Kloppenborg-Skrumsager og Nis Nissen. De drøftede netop, hvordan man kunne fremskaffe en bindende erklæring fra tysk side om gennemførelse af en folkeafstemning i Nordslesvig. På grund af Aage Friis' tidligere rolle som rådgiver for det danske udenrigsministerium fik han allerede dagen efter et møde med Dr. David, der anså Friis som en officiel dansk repræsentant, og sammen gik de derefter til udenrigsminister Dr. Soll, der var villig til at afgive en sådan erklæring. Det gjorde han i et brev til H.P. Hanssen den 14. november 1918.

Aage Friis døde den 5 oktober 1949 og ligger begravet på Solbjerg Kirkegård på Frederikserg.