A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Flensborg Fjord

Fjorden er 34 kilometer lang, fra havnen i Flensborg til spidsen af Gelting Birk og fyrtårnet på Kegnæs.

Oprindelig strakte fjorden, skabt af den sidste istids gletschere og smeltevandsfloder, sig nogle hundrede meter længere sydpå i Flensborg, men denne inderste del af havnen blev lukket og fyldt op i 1800-tallet.

Fjorden kan opdeles i en inderfjord, fra Flensborg Havn til Holnæs og den brede yderfjord øst herfor. Fjorden snævres betragteligt ind fra en bredde på en halv snes kilometer til 2-3 kilometer inden for halvøerne Broager og Holnæs, der næsten fletter sig ind i hinanden. For sejlere er turen gennem fjorden et smukt syn.

På begge sider veksler billedet i det bakkede landskab. Her er flade strande, kystskrænter, småskove, enge og dyrkede arealer. Her er mange muligheder for at lægge til, 16 liggepladser er her, ni på den tyske side og syv på den danske side af grænsefjorden. Specielt inderfjorden var i 1960'erne meget forurenet, men bestræbelserne for at få en renere fjord har hjulpet så meget, at der i dag er mange fine badestrande. Her er selvsagt utallige muligheder for oplevelser, både til fods langs Gendarmstien, på cykel eller i bil. En sti går fra Mørvik i Flensborg helt til Holnæs. På turen kan man betragte landskaberne i Danmark, ikke mindst til det smukke Sundeved og Broager. Fra Gelting området kan man se over til Als og Kegnæs.

Kilde: Grænseforeningens årbog 2006