A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Flagregler

Flagreglerne er ikke lov, men retningslinier. Flaget er i Danmark offentlig eje og få ting kan, som Dannebrog vække følelserne i os alle.

Der findes dog en lov om flagning. Den bestemmer bl.a. at man uden indhentet tilladelse kan flage med de nordiske flag, det europæiske flag og FN-flaget. Flagning med andre landes flag kræver en polititilladelse.

Omgang med flaget er kulturelt bestemt. F.eks. undrer tyske turister i Danmark sig over, hvor meget vi flager i Danmark, fordi man i Tyskland har et helt andet forhold til flaget. Der findes ikke en flaglov i Tyskland, hvilket gør at det danske mindretal i Sydslesvig uden problemer kan flage med Dannebrog. Derimod skal det tyske mindretal i Danmark være varsom med at hejse det tyske flag og sikre, at danske flagregler overholdes.

I kolonihaverne sætter man sig lidt udenfor reglerne ved at hejse flaget, når man ankommer til haven. Dette er almindeligt anerkendt, når man blot ikke hejser flaget senere end kl. 15 i sommertiden.             

Ellers er reglerne få og simple:         

Hejsning ved fest eller almindelig livsglæde: Tidligst kl. 08.00 (eller i vinterperioden tidligst ved solopgang)

Nedtagning: Senest ved solnedgang. (Mange offentlige bygninger tager flaget ned kl. 20.00)

Flaget hejses og nedtages med rolige træk. Sørg for at det kommer helt til tops. Nedhalingslinen bindes knapt så stramt som ophejsningslinen. Dette for at flaget kan vaje frit ud fra stangen.

Sammenlægning: Når flaget er taget ned, foldes det sammen så intet af det hvide kors er synligt.

Flagning ved dødsfald: På dødsdagen, sættes flaget på halv stang hele dagen, eller fra det øjeblik hvor dødsfaldet bliver kendt.

Ved bisættelse eller begravelse: Flaget sættes på halv stang fra kl. 08.00. Umiddelbart efter bisættelsen/begravelsen sættes flaget til tops

Flaget på halv stang: Når flaget skal sættes på halv stang, hejses det først til tops, og sænkes så langsomt, indtil den nederste kant af flaget er ud for midten af stangen.

Når flaget skal tages ned efter at have været på halv hele dagen, hejses det ligeledes først til tops, hvorefter det nedtages.