A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Flække

Gammel betegnelse i hertugdømmet Slesvig for en større landsby med købstadspræg. Før 1864 var flækkerne ikke præcist definerede, hvilket de blev ved indførelse af den preussiske kredsordning i 1867, hvor følgende byer fik betegnelsen flække: Christiansfeld, Nordborg, Augustenborg, Løgumkloster, Højer, Glücksborg, Kappel, Arnæs , Bredsted og Wyk på vadehavsøen Før. Før 1864 regnedes også Marstal som flække, mens der var diskussion om byerne Oldenswort i Ejdersted, Frederiksort ved Kiel, Gråsten og Svavsted.

Flækkerne havde før 1867 særlige rettigheder, f.eks. kunne de som købstæderne udøve brogerlig næring og flækkens håndværkere kunne organisere sig i lav ligesom de indbyggere, der ikke havde landbrug som hovedernæring, var fri for landmilitærtjeneste. Disse rettigheder blev dog ophævet i 1867.

Efter 1920 har betegnelsen flække været brugt om de fem nordslesvigske småbyer Augustenborg, Christiansfeld, Højer, Løgumkloster og Nordborg samt om Marstal på Ærø (der tidligere hørte til hertugdømmet Slesvig). Flækkerne havde en vis administrativ særstilling, der bortfaldt ved kommunalreformen i 1970.