A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Friisk Foriining

I Nordfrisland inklusive Helgoland taler ca. 10.000 mennesker det frisiske sprog. Omtrent dobbelt så mange har passivt kendskab til frisisk. Sproget, der også tales af 350.000 personer i det nederlandske Vestfrisland og af 2.000 mennesker i det østfrisiske Saterland, er frisernes vigtigste fællesnævner.

Det frisiske mindretal har - ligesom det danske - ret til beskyttelse og støtte i henhold til artikel 5 i landsforfatningen. Loven for det frisiske sprog og kultur sikrer siden 2004 frisernes rettigheder i offentligheden og fastslår, at man har ret til at bekende sig til den frisiske folkegruppe. Frisergremiet er siden 1988 det frisiske mindretals direkte forbindelse til de politiske beslutningstagere i den slesvig-holstenske landdag. Der udover har friserne siden 2005 et kontaktudvalg til forbundsregeringen.

Friisk Foriinng, der stillede op til valg på sin egen "Liste Friesland" inden 1933, begyndte efter 1945 et tæt samarbejde med det danske mindretal. I 1948 blev Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) grundlagt af danskerne og friserne for at varetage fælles politiske interesser. For øjeblikket er friseren Lars Harms en af to repræsentanter fra SSW i den slesvig-holstenske landdag.

Omkring 600 medlemmer er organiseret i Friisk Foriining. På grund af frisernes selvstændige sprog og kultur betragter Friisk Foriining det frisiske mindretal som eget folk og etnisk-autokton mindretal i Tyskland, i stil med sorberne i Lausitz. Foreningens hovedmål er at bevare og fremme frisisk sprog og kultur. Friisk Foriinings formand er skoleleder for Risum Skole Jörgen Jensen Hahn.

I samarbejde med ungdomsorganisationen "Rökefloose" (Ravneflok) organiserer foreningen bl.a. fritids- og ungdomsarrangementer, hvor der tales frisisk. På skoleområdet samarbejder Friisk Foriining med Dansk Skoleforening. Denne tilbyder frisisk-undervisning på forskellige af dens skoler og står også for den eneste skole, Risum Skole, hvor frisisk anvendes som undervisningssprog på lige fod med dansk og tysk.

Foreningen organiserer også rejser til andre sprogminoriteter i Europa og tilbyder hvert år en frisisk efterårshøjskoler. Desuden har Friisk Foriining et tæt samarbejde med "Ferian för en nuurdfresk raioo" (Frisisk Radioforening) for at fremme det frisiske film- og mediearbejde. Radioforeningen er ligesom "R¨keloose" medlem af Friisk Foriining. I Stääsönj fersoomlingshüs (Stedesan Forsamlingshus) har man indrettet et "Studio Friislon", hvor fra mandag til fredag fra kl. 19 til 22 produceres en frisisk webradio (www.nfradio.de), der også kan høres i "Offener Kanal Westküste".

Se Friisk Foriinings hjemmeside