A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Frørup Bjerge

Frørup Bjerge er et lille naturbeskyttelsesområde på 90 ha og en del af et større naturbeskyttelsesområde. Her har tidligere været gravet grus, ral og sten. I 1920erne var her det største udvindingssted i Nordtyskland. Det udvundne blev bl.a. brugt til at bygge Hindenburgdæmningen, der forbinder Sylt med fastlandet. Mængder er også gået til kystsikring ved Nordsøen.


Frørup Bjerge er et godt eksempel på, at råstofgrave kan blive til spændende natur. Her er frodig ege – og bøgeskov med mose og hedelandskaber. Sydligt ligger Budschimoor, der ved opstemninger er blevet bragt tilbage til naturtilstand. Her er tykke tæpper af sphagnum og i foråret et smukt, næsten eventyragtigt, flor af kæruld. På hedeområderne er hedelyng, klokkelyng og de små typiske hedebærbuske. I de tørre områder, mellem mose og hede, kan man se at skoven langsomt er ved at få fodfæste, her ses birk, eg, bævreasp og vrietorn. Hvis man vil bevare hede og mose, skal træerne med jævne mellemrum fældes. Her er flere fine udsigtspunkter på stien, der fører rundt i området fra P-pladsen, hvor det i øvrigt er muligt at grille.