A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Fremskudte Dige, Det

I januar 1976 måtte hele Tøndermarsken inklusiv Tønder by evakueres på grund af en voldsom stormflod, som truede med at oversvømme hele området. Denne storm var anledning til, at Folketinget året efter vedtog, i samarbejde med de tyske naboer, at bygge Det fremskudte Dige, som skulle forbinde Emmerlev Klev med Hindenburg-Dæmningen til Sild. Diget blev bygget i perioden 1979-81 og indviet i 1982.

Diget er ca. 12 km langt. Ved digefoden har diget en bredde på ca. 100 m. Digekronens højde er ca. 8 m over Dansk Normal Nul. Ved digebyggeriet blev der indvundet ca. 100 ha nyt land syd for grænsen, og ca. det dobbelte nord for grænsen.

Det fremskudte Dige gennemstrømmes af Vidåen ved Vidåslusen. Koget bag diget fik navnet Margrethe-kog.

Digebyggeriet udløste en kraftig debat med Danmarks Naturfredningsforening, der hævdede, at diget ville ødelægge fuglelivet, fordi fuglenes fourageringsmuligheder på de udstrakte vader ville forsvinde. Det blev derfor besluttet at bygge "et kunstigt vadehav" bag Det fremskudte Dige, hvor man pumpede havvand ind og ud for at fastholde fødemuligheder for fuglene. Det viste sig dog, at der hurtigt opstod nyt forland og nye vader, således at fuglene i løbet af få år vendte tilbage.