A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Flere oplysninger om Christian Lassen

Slægten på gården Kupfermühlenweg 4 i Jardelund kan føres tilbage til ca. 1750. Den blev da drevet af en landmand ved navn Carsten Thomsen. Han var født i 1721 og døde i 1807. Han efterlod sig drengen, Thomas Carstensen (omvendt navn efter faderen). Dennes søn kom til at hedde Hans Thomsen (født 1785, død 1863), og fra nu af var efternavnet Thomsen. Sammen med hustruen Catharine Marie Hansen havde han fire børn, hvoraf de tre døde som små. Arving blev datteren Anna Catharine Thomsen (1828 – 1900). Hun hentede sin mand Christian Peter Lassen (1828 – 1912) i Aarslev ved Aabenraa, og fra nu af har vi navnet Lassen på gården.

Denne Christian Peter var vores Christian Lassens bedstefar (farfar). Hans farfar og farmor havde i alt otte børn; af dem døde de seks som små. Sønnen Peter (1863 – 1917) overtog gården. Også han tog til Aarslev ved Aabenraa, hvor han hentede sin husbestyrerinde og senere hustru Anna Lena Jacobsen (1872 - 1971).

Gårdmandsdatteren Lena stammede ud af en gammel dansk-nordslesvigsk bondeslægt, der havde dybe rødder i det grundtvigske miljø. Som ung havde hun været elev på Ollerup gymnastikhøjskole og senere suppleret på tilsvarende svenske højskoler. Hun var delingsfører, og som sådan har sådan undervist i gymnastik. Disse to blev vores Christians far og mor.

De fik ni børn i alt; en dreng døde som lille og en datter nåede kun konfirmationsalderen. En bror til Christian vendte ikke tilbage efter anden verdenskrig. De fem andre søskende var alle piger. Sammen med Christian kom de tre af dem til at arbejde og drive gården, dog først efter at alle havde været både på både danske høj- og husholdningsskoler. - En fjerde søster, Helena, blev sygeplejerske, og som sådan har hun bl.a. plejet Adda Nolde, Emil Noldes hustru, fra 1943 til hendes død i 1946. Herefter var hun distriktssygeplejerske under Dansk Sundhedstjeneste ude i Wees distrikt. Senere tog hun til København. Hun døde i 2001 på plejehjemmet i Bov. En femte søster, Anna, havde forskellige pladser som husbestyrerinde i København. Hun vendte dog tilbage til barndomshjemmet og tilbragte sine sidste leveår her sammen med sine søskende.

Men så skete det ejendommelige, at hele denne søskendeflok forblev ugift, og ingen har efterladt sig nogen arvtager til ejendommen; men derom senere.

Allerede i 1917 mistede Lena Lassen sin mand, og 45 år gammel sad hun så tilbage med otte uforsørgede børn, en ejendom på firs hektar plus ti hektar mose og en landsbykro. Det blev til en lang række hårde år for hende med krigsfanger, inflation og krisetider indenfor landbruget med dårlig indtjening. Men hun voksede med opgaven og klarede alle udfordringer og kunne svare enhver sit.

I mange årtier var Lena Lassen Dansk Skoleforenings tillidsmand i Jarlund, og vandrelærerne underviste hendes børn, inden disse kom på høj- og husholdningsskole. Igennem alle årene har familien haft en levende kontakt til de to danske forsamlingshuse i hhv. Valsbøl med Maren Sørensen og Ladelund med Gustav Lindstrøm.

Da Jørgen i 1938 er ved være færdig med at have aftjent sin værnepligt, fik han mulighed for at forpligte sig for 12 år ved militæret. - Han var i tvivl, om han skulle tage imod tilbuddet og spurgte derfor hjemmet om råd:

Jüterbog, 17. maj 1938

I dag er jeg bleven spurgt af Leutnanten, om jeg ikke ville blive længere, da Oberleutnant Gerlach fra min gamle Batteri har fordert mig tilbage til den 1. Oktober. Tager an, at vis jeg bliver brugbar, at blive Unteroffizier. Leutnanten sagde, at det måtte jeg selv vide, om jeg havde lyst. Jeg skulde kun sige ham besked, når jeg rigtig havde overlagt mig det. - Nu vil jeg ikke skrive, vad jeg selv synes om det. Men jeg vil gerne vide, vad I synes om det? Om I synes , at jeg ennu skal tjene 10 Aar hos Preusserne, da jeg jo dog snart har min aktive Tid omme! Jeg spørger Jer kun, og håber, at I straks svarer mig på det.

Og så svarer moderen den 20. maj 1936:

Kære Jørgen!

Tak for Dit Brev, vi fik det i Gaar! - Du spørger, hvad jeg synes om Du skulde blive ved Militæret. Jeg vil hellere have Dig hjem igen; men dersom Du har stor Lyst til at blive i stedet for at være Bonde, saa vil jeg naturligvis ikke holde Dig derfra. Du ved jo, at jeg har det samme Sindelag som mine Forældre, Bedsteforældre og hele vor Slægt har haft. Men det kan jo være, at den Tid, Du har været i Arbejdstjenesten og Militæret har indvirket så meget på Dig, at du kan finde Dig i at blive der, og dog tror jeg, at endnu har Du ikke forandret Sindelag. Min Bedstefar, Din Oldefar, Dyrlæge Jørgen Rossen Jacobsen, kom de og tog, førte ham til Slesvig, satte ham i Fængsel. Beboerne hjemme gik saa rundt med og skrev under, for at faa ham hjem. En tysker, Bargum, Høksolt, vilde ikke skrive under. - Mund- og Klovesygen brød saa ud, men da Bargum saa kom til Bedstefar om Hjælp, sagde han, at da han sad i Fængsel, vilde han ikke have ham hjem, saa kunde han ogsaa let uden hans Hjælp. Han maatte saa søge en anden Dyrlæge. Alle Steder, hvor Bedstefar havde været, kom Besætningen sig, men Bargums Besætning stod det ikke igennem.

Nu skal Du kun gaa efter, hvad Du selv synes, om Du vil blive ved Militæret eller om Du vil hjem til os. Men skriv mig straks til, hvad Du beslutter Dig til. Skriv ikke under paa noget. Mit danske Sindelag vilde ikke kunde finde sig til rette ved at blive under Militærtryk hele mit Liv, og jeg tror, at det vil gaa Dig lige saadan.

Mange kærlige Hilsener

Fra Din Moder
Lene Lassen

Herpå svarer Jørgen:

Jüterborg. den 22. maj 1936

Kære Mor har lige fået Dit Brev. Jeg kan nok for staa at Du vil have mig Jemm igen, vad jeg jo ogsaa kommer til efter Aaret da jeg jo selv heller igen lüst har til at blive længere. For jeg er glad nor jeg har min tid omme. Har heller ikke endret meningen ennu, saa Du tør ikke være bange at jeg er saa dum at underskrive til at blive længer. Jeg havde kun lüst til at vide vad I syntes om det naar de altid spørger en. For jeg har jo dog altid sagt nej til det, og saa mente Leutnanten jo ennud at jeg kunde over lege mig det. Naa nu ikke mere om den ting, da det dog kun er kvatsch.

Da boet efter Christian blev gjort op, fandt vi også en meget omfattende brevsamling bestående af godt og vel tusinde breve, skrevet af hinanden og til hinanden af den store søskendeflok medsamt deres mor. Disse familiebreve giver et helt enestående billede af livet på gården og i landsbyen igennem det meste af et helt århundrede. Det gode er, at alle disse breve er forsynet med dato, og kædet sammen giver de et fortrinligt billede af tiden. En meget stor del af disse breve er Feldpostbreve, til og fra fronterne, hvor Jørgen og Christian opholdt sig. Heri får de løbende nøje beskrevet, hvordan arbejdet på ejendommen skred, store og små begivenheder over, hvad der skete i landsbyen, hvordan krigsfangerne virkede osv. osv. . For det meste foregik brevvekslingerne på dansk, men en gang imellem kom drengene også til at skrive på tysk. – Også her et lille eksempel:

Lene Lassen skriver til Christian i felten:

Jardelund den 6. august 1943

Kære Christian!

Nu er det jo nogen tid siden, vi rigtig har hørt fra dig. Dit sidste brev er skreven den 17. juli,men du har kanske heller ikke tid til at skrive. Dit brev kan jo også være gået tabt. Hamborg er jo blevet bombarderet, og der er nok ikke ret meget tilbage af den. Brandværnet fra Medelby blev kaldt derop.Nicolaj Erichsen var kørende i sin bil deroppe. De skulle alle have mad med til tre dage. Vor selvbinder ville ikke rigtig funktionere og derfor fik vi P. Andresen til at meje rugen og menkornet af med sin maskine. Torsdag den 29. juli begyndte han med rugen i Bylyk.30. juli fik han rugen af i Bylyk og Sønderbjerg og 31. juli fik han den af i Musvang. I går 5.august har P.A. afmejet mengkornet i Musvang. Koen fra marsken, som vi afleverede til Wehrmachten og som blev anmeldt til markedet i Niebüll 29. juli, fik A.A. vejede 509 kg á 96 pfg = 488,65 RM og derfra gik forsikring 2 børse 7,65 provision 3 = 12,65, altså fik vi 476 RM. For den 2 års hest fik vi 1400 RM. % har vi endnu ikke fået, det kan jo være det går ligesom med P.Petersens %. Pennen skriver lidt tykt, for den er snart tom. Nu har det holdt op med at regne, og vi har et kønt solskinsvejr, og det blæser også lidt, kanske kan det tørre så meget, så vi kan få et par læs rug hjem. Havde vi ingen regn fået i denne uge, havde vi fået al rugen kørt hjem. Fra Sønderbjerg har vi fået 20 læs rug og fra Bylyk har vi 9 hjemme. Nu har vi fået ti læs tørv fra Mose. Laden ved svinehuset er snart fuld. Hannes var her i dag for at sige farvel, hans orlov var til ende. Han rejste igen til Danmark. Han spurgte, hvordan det gik dig. I dag duer rugen ikke til indkjøring, den har fået for meget regn. Karlene er nede at skokke mengkornet i Musvang. Sidste søndag var der barnedåb hos Hannes (det er jo endatter, de har fået). Barnet blev døbt Erika Hansen. Dagmar har haft selvbinderen omme ved smeden, nu vil hun prøve om hun selv kan slå havren. P. Andresen har ikke tid længere, da hans eget korn nu også er så vidt. P.A. mente, at . jensen kunne slå det for os.

Mange kærlige hilsner fra os alle

Især fra din moder
Lene Lassen
Vorherre holde sin skærmende hånd over dig og bevare dig for alt ondt!

Christian svarer på dette brev fra Rusland:

Rußland, den 15. august 1943

Kære mor og søskende!

Hjertelig tak for dit brev af 6. August 43. Af brevet fremgår det, at I har meget travlt. Selvbinderen ville ikke virke, ja, har smeden da vendt hjulet forkert?

Det er jo godt, at Peter Andresen hjalp til ved rughøsten. Er havren ikke snart moden til høst? Så fik I solgt hesten. Procenterne ved handelen skulle jo være udbetalt med det samme. Men tal nu med Peter Nicolaj om det. Som bondefører må han jo ordne den slags ting. Hvordan har I det? Vi har haft kompagnifest. Stafetløb ogsvømning. Jeg har også lært at svømme en lille smule. Det er jo godt når man kan det. Her i vort afsnit er det f.t. temmelig roligt. Men i Hamborg har det nok været helt galt. I vores kompagni er der også nogle kammerater, der har tabt deres pårørende.

Hannes Hansen har været på orlov; men han ligger jo også i Danmark. Derfra gives der lettere orlov.

De bedste hilsener

Christian

NB: Dagmar, du skal ikke slide så hårdt med høsten. Du kan da bare bede Peter Nicolaj om hjælp.

Jo, så sandelig var hjemmet dansk! – og Jørgen vidste, hvad han skulle gøre, og sammen med titusindvis af andre kom også han til at betale prisen.

Ved at kæde disse mange breve sammen, kan man som nævnt få et fantastisk indtryk af tiden med alt, hvad der har rørt sig i denne. Alle breve findes i dag på arkivet hos Lars Henningsen – en sand guldgrube for en, der har lyst til at skrive en slægtsroman.

De to drenge, Christian og Jørgen, blev naturligvis begge landmænd, dog først efter at Christian havde været på højskole (Uldum) Jørgen nåede det ikke, for allerede i maj 1935 indkaldtes han til arbejdstjeneste, og i tilslutning hertil kom så både militærtjenesten og senere krigen. I februar 1945 meldtes han savnet på østfronten. Man har aldrig hørt fra ham siden.

Jeg nævnte før, at vi har afleveret alle disse flere end tusinde breve på arkivet, efter at vi flygtigt havde læst dem igennem. Siden da har vi fået lov til at nærlæse dem, og dette var med til, at vi fik et langt mere nuanceret billede af familien og livet på gården.

Jo, så sandelig var hjemmet dansk! – og Jørgen vidste, hvad han skulle gøre, og sammen med titusindvis af andre kom også han til at betalte prisen.

Men også Christian måtte trække i den grå trøje. Flere gange såret vendte han dog allerede hjem igen i maj 1945.

Her blev han omgående en af de drivende kræfter, da man skulle til at oprette Sydslesvigsk Forening for Medelby sogn. I flere perioder sad han som dennes formand. Men også kommunalpolitikken interesserede han sig stærk for. I flere valgperioder sad han som dansk repræsentant i Jarlund kommuneråd, og i en årrække var han formand for Wasser- u. Bodenverband i Jarlund.

Christian var et bundretfærdigt menneske. "Ret skal være ret", var et af hans slagord. Men det skete jo en gang imellem, at hans form for retsopfattelse ikke helt var i overensstemmelse med modpartens, og eftersom han naturligvis var overbevist om, at han havde retten på sin side, ja, så endte det jo ikke så sjældent med en proces. "Jo, jeg har ført mange processer og vundet de fleste af dem", sagde han med en vis stolthed i stemmen engang til mig.

Christian var landmand med liv og sjæl, og han elskede sine heste og sine kreaturer, og han elskede at handle. - Med en vis stolthed har han utallige gange peget på det fotografi, der viser fem stærke agerheste medsamt deres respektive føl. Men på den anden side kunne han da også godt se fordelen ved nogen af de moderne fremskridt. " Jeg fik da både UNIMOG og en lille mejetærsker, ting, som lettede arbejdet ganske betydeligt for mig", fortalte han da også.

Men Christian Lassen var et beskedent menneske. Han hadede at komme til at stå i offentlighedens rampelys. Dog vidste man altid, hvor man havde ham. Han havde sine meninger, dem fremførte han, selv om de en gang imellem kunne være ildehørte, og dem stod han ved.

Trofast og sparsommelig har han passet sin bedrift. Stald og loft bærer til stadighed vidnesbyrd om, at intet blev kasseret i utide, alt ville på et eller andet tidspunkt nok kunne bruges igen! – og når denne tendens har stået på i godt og vel hundrede år, kan man jo nok regne ud, at der var godt fyldt op på loftet!

Christian blev den sidst levende af den store søskendeflok. – Han, der var vant til bondens dont i mark og eng, måtte, da hans søstre blev skrøbelige, i sine sidste leveår skole om til også at passe både stald, komfur og de syge. Han beklagede sig dog aldrig, men var tværtimod glad for, at han havde kunnet gøre det!

Sine sidste leveår tilbragte han nødtvunget her på Dansk Alderdomshjem i Flensborg. Det havde han imidlertid meget svært ved at forlige sig med, for han havde jo faktisk tilbragt hele sit liv i landsbyen Jarlund; dog fandt han sig efterhånden af med det, og han nød omsider den kærlige pleje, han her fik.

Han sov stille ind den 4. september 2003 og blev så atter forenet med sine kære på det store familiegravsted på Medelby kirkegård.

Ved testamentsåbningen den 22. september viste det sig, at han havde testamenteret den 80 ha. store ejendom kvit og frit til Fælleslandboforeningen for Sydslesvig e.V. mod, at denne i de bestående bygninger skulle indrette og drive et museum. - Ved siden af denne ejendom havde han imidlertid også et kontantbeløb på ca. 850.000 Ä! Denne sum kom til at danne grundkapitalen i Gaardejer Christian Lassens Mindefond, og renterne af denne fond skulle anvendes til fordel for det kulturelle, det humanitære og det sociale arbejde blandt danske i Sydslesvig og dette i videste forstand.

Ved flere lejligheder havde jeg rådet ham til at realisere disse planer, mens han selv endnu var i live; så ville han dog i det mindste kunne have glæden af de positive reaktioner, som naturligt nok ville være følgen. Men NEJ: Alt dette måtte først komme til offentlighedens kendskab efter hans død!! Jeg ønsker ikke at få mit billede sat på forsiden af Flensborg Avis, sålænge jeg er i live. Hvad man senere gør, kommer ikke mig ved, var hans kommentar. – typisk for Christian og hele hans livsindstilling.

Fælleslandboforeningen vedgik arv og gæld, og så gik man i gang med et større oprydningsarbejde på loftet, gemmestedet for hundrede års hengemte ting, men som dog eventuelt ville kunne genbruges. – Jeg har søgt at bevare mange af disse situationer, idet jeg har taget et par hundrede billeder fra stuerne, loftet og i staldene, inden vi gik i gang. Nu gjaldt det også om at finde frem til de arkivalier, der senere ville kunne bruges, når museet skulle indrettes.

Også på lokal plan var der opstået stor interesse for det kommende museum. Peter Clausen, borgmester i Jarlund, bad mig således om at komme til en Dorfabend, hvor jeg skulle fortælle om situationen og fremtidsplanerne for ejendommen. Nogle og tres interesserede gav møde, og vi fik en god aften med en lang række positive meningstilkendegivelser. – Jeg har på fornemmelsen, at det gamle landsbyfællesskab derude endnu er i takt; naboerne kommer hinanden ved. Således er der i de tre år, ejendommen nu har stået tomt, ikke er knust ene eneste rude eller begået anden form for hærværk. Så snart jeg parkerer bilen oppe foran huset, ja, så skal naboen nok snart gøre sig et ærinde i nærheden for at se, hvem der nu holder der.

Tilbage stod så oprettelsen af Gaardejer Christian Lassen’s Mindefond. - Da denne jo skulle være gemeinnützig (almennyttig, et skattespørgsmål for at undgå, at der skulle betales arveafgift), krævedes der en række langvarige forhandlinger både med indenrigs- og finansministeriet i Kiel; der skulle således udarbejdes og godkendes en fundats og udnævnes både bestyrelse og tilsynsråd. Alt dette tog sin tid, men den 17. maj 2004 forelå den endelige godkendelse fra indenrigsministeriet, og fonden kunne nu komme i gang.

Dette var kortsagt ordene, og nu må vi jo håbe, at de intentioner giveren havde, må falde i frugtbar jord, til gavn og til glæde for den danske befolkningsdel.

Og til sidst endnu en lille solstrålehistorie, som i grunden bliver yderligere interessant, når man ser på den aktuelle situation i Sydslesvig:

Da den unge landmand Christian Lassen fra Jarlund / Jardelund i Sydslesvig vinteren 1930/31 var elev på Uldum Højskole, var det første gang, han her fik en regulær undervisning i dansk. De danske vandrelærere havde ind imellem gjort deres entre i det sønderjysk-talende hjem; men ellers havde skolegangen jo været tysk. - I hans efterladte papirer fandt jeg følgende lille fristil fra dengang:

Søndag den 22. marts var der forældremøde her på Uldum Højskole. I den anledning blev Dannebrog hejst. Da flaget var klar til at gå til tops, fik jeg lov til at hejse det; det var første gang, jeg har hejst Dannebrog.

I mine tanker gik jeg tilbage til mit hjem til den 14. marts 1920, da Dannebrog vajede foran vort hus. Men dengang var jeg ikke til stede, da flaget blev hejst. For en af mine skolekammerater og jeg gik rundt til de forskellige hjem, som vi antog for at være danske, for at bringe dem et Dannebrogsflag. Så vidt jeg husker, gik vi intet sted forgæves, for hvis ikke de fik et stort flag, fik de et mindre. Vi frydede os hver gang vi så, at vort flag blev hejst.

Et sted var vi inde ved en gammel kone, som sad på aftægt i den ene ende af en bondegård. Hun var dansk-sindet. i den anden ende af gården boede hendes søn, som var tysk-sindet. Den gamle kone tog også med glæde imod vort flag. Sådan kunne jeg nævne adskillige steder, hvor de gamle var dansk- og de unge tysk-sindede.

Deraf kan man jo skønne, at landet ikke altid har været tysk, hvad det jo heller ikke har været, for indtil 1864 var det dansk helt ned til Danevirke. Men i 1864 var det, at slaget stod mellem Tyskland og Danmark, og dette slag tabte danskerne, og så blev grænsen blev flyttet nordpå helt op til Kongeåen. Der er endnu adskillige der lever af dem, som har været med i slaget på Dybbøl. I Kalleshave (Agtrup) bor der en, som har været med i slaget; han er nu 92 år.

I 1920, da afstemningen var, viste det sig, at de danske stemmer havde overtaget i første Zone, og den kom derfor tilbage til Danmark. Derimod var der i anden Zone, hvor mit hjem ligger, flest tyske stemmer, og derfor kom anden Zone ikke med til Danmark. Og for tiden ser det ikke ud til, at de danske stemmer er i fremgang, for i min by kan det hænde, hvis der bliver stemt, at der kun er 6 – 7 stemmer for det danske parti. Men derfor tror jeg dog alligevel, at der er flere danskere end der er stemmer. De holder sig tilbage ved valgene, fordi de tror, det ikke nytter noget.

Tyskerne fejrer endnu hvert år afstemningsdagen den 14. marts idet de brænder blus. I de første år efter afstemningen skal de i sådan et blus have hejst et dansk og et tysk flag. Da flammerne nåede op til flagene, blev det tyske flag reddet, det danske lod de brænde! Dette skulle være et symbol på, at det danske flag skulle gå til grunde.

Men jeg håber dog på, at den tid må komme, så vi igen kan få lov til at hejse det danske flag i vort land.

o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o

Ja, og så gik der flere end 70 år. Christian havde fået lov til at leve et langt liv med alt, hvad deraf fulgte. Da alle hans nærmeste var hedengangne, testamenterede han hele sin jordiske formue til den danske folkedel hernede. Dette indebar bl.a., at der i hans barndomshjem skulle indrettes og drives et museum.

Da man efter nogen tid var klar til at indvie dets første afsnit, kom Christians gode ven, en tysk nabo, og forklarede, at det i forbindelse med denne begivenhed måtte være på sin plads at hejse Dannebrog foran bygningen! – Han havde to interimistiske flagstænger liggende; dem ville han gerne stille op, men havde vi flagene? –

Og tænk: Dem havde vi: I hans righoldige efterladenskaber på stuehusets loft havde vi også fundet en pakke indeholdende samfulde otte Dannebrogsflag! Da disse atter havde set dagens lys, kom jeg til at tænke på Christians højskole-stil. Desværre kender vi jo ikke nærmere til baggrunden, hvorfor disse flag fandtes her på loftet. Var de mon tilbageleverede fra de steder, som vi antog for at være danske? – da det hele var overstået, da drømmen var bristet? – eller var det dem, man havde fået tilovers? I alt fald må vi kunne gå ud fra, at det flag, som den 14. marts 1920 havde vajet foran gæstgivergården i Jarlund, måtte være blandt disse otte. –

Naboen fik to af disse flag, anbragte dem på sine flagstænger og placerede disse foran landsbyens nye museum! – "og skulle I gå hen og glemme at tage dem ned, så skal jeg ordne også det, for jeg ved jo, at Dannebroget ikke må hænge ude om natten!" –

Og dermed var Christians håb fra 1931 efter næsten trekvart århundrede jo for så vidt gået i opfyldelse, ganske vist ikke helt på den måde, han havde tænkt sig – men alligevel!