A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Front og bro

Begrebet Front og Bro er et gammelt grænselandsløsen, som flere gange i grænselandets nyere historie har spillet en væsentlig rolle, når det danske mindretals rolle skulle defineres.

Flensborg Avis's redaktør i årene 1906–1940, Ernst Christiansen, brugte det til at udtrykke den opgave, Flensborg Avis (og det danske mindretal) burde løse efter genforeningen. Han hentede inspiration i det "ny-nordiske" syn, som en række Askov-lærere formulerede i trediverne, og hvorefter samarbejde mellem de nordiske folk kun var bæredygtigt, hvis det - i modsætning til skandinavismen - byggede på gensidig respekt for de enkelte folks, herunder islændinges, færingers, grønlænderes og samers kultur og sprog. Grænselandet var broen mellem Norden og Europa, hvor dansk og tysk mødtes. De danske sydslesvigere skulle forstå Tyskland samtidig med, at de krævede respekt for deres danskhed.

Anden gang Front og Bro kom til at præge debatten var, da Foreningen af Sydslesvigs studerende i 50’erne udgav et tidsskrift med navnet Front og Bro. De fandt også, at et afklaret, gensidigt respekteret nationalt standpunkt var forudsætningen for et samarbejde, som parterne til gengæld var forpligtet på.

Ved betoningen af at et afklaret nationalt standpunkt ikke var noget i sig selv, men burde føre til forståelse og samarbejde med den tyske "modpart", var bevægelsen et opgør med mere højre-nationale kredse i mindretallet og i Danmark, bl.a. om genforeningshåbet, som de unge sydslesvigere ikke var optaget af. Tyskland var blevet et demokrati og allieret med Danmark i et Europa. Grænsesagen var dermed bragt ind i en ny fase. Som tidsskriftets redaktør, Lorenz Rerup svarede, når han mødte spørgsmålet: Hvornår bliver vi danske: "Det ved jeg ikke. Jeg er ved at blive det". Den kulturelle, ikke den politiske selvbestemmelsesret, var afgørende.

Andre medlemmer i kredsen var friseren Tams Jørgensen, Johann Runge, Hans Parmann, Ewald Jacobs, Karin Johannsen-Bojsen og Rolf Lehfeldt, der alle kom til at spille en rolle i mindretallet.

Foreningen fik forbindelse med en kreds af unge danske i Grænseforeningen, der også mente, at en ny fase var indtrådt i grænselandet. Påstanden blev mødt med stor modstand i dele af mindretallet og i aktivistiske kredse i Danmark, og der førtes landsomfattende fejde om mindretallets identitet, mål og midler og om måden, grænsesagen skulle præsenteres på i Danmark. Den omfattende diskussion, som de fleste dagblade omtalte, blev senere samlet i en "hvidbog", "Grænsekampen i ny fase?", redigeret af Bent A. Koch og Lorenz Rerup.

I forening arrangerede de to kredse, der i Danmark dels tegnedes af Koch, dels af juristen A. Richard Møller og historikeren Johs. Hoffmeyer mindretalsstævner med deltagelse af det tyske mindretal, og udgav flere bøger, såedes "Sydslesvig på en anden måde." I mere aktivistiske, nationale kredse blev de unge betragtet som provoer, der solgte ud af det nationale arvegods, men flere i den ældre generation støttede dem. Specielt et forslag fra Johs. Hoffmeyer om, at der på Dybbøl burde rejses et dansk-tysk forsoningsmonument vakte forargelse. Dog fandt de støtte hos flere i den ældre generation, således hos Grænseforeningens formand, Holger Andersen og hos Askov-folkene Jørgen Bukdahl og Holger Kjær.

På tysk hold havde man kontakt med bl.a Axel Henningsen og Hans Peter Johansen fra Grenzfriedensbund. Sammen med Poul Engberg var Bent A. Koch, Richard Møller, Hoffmeyer og Rerup drivende kræfter, da gymnastikhøjskolen i Snoghøj i 1958 blev omdannet til en nordisk-europæisk højskole, og i en periode var stedet, hvor de nye tanker blev afprøvet.

Bent A. Koch