A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

For en åben danskhed

Kronik bragt i Politiken den 25. oktober 2007

Af Finn Slumstrup, formand for Grænseforeningen.

Det har vakt en del opsigt, at Grænseforeningen - denne gamle, ærværdige forening! - har fået et nyt slogan. "Grænseforeningen – for en åben danskhed" står der nu på hjemmeside, klistermærker og alle mulige andre steder.

Hvabehar?

Mange ryster på hovedet over at vi overhovedet kan tage et begreb som "danskhed" i munden. Vi er blevet belært om, at det er lige så latterligt som det er at tale om "det danske folk". Det er begreber som burde have været begravet sammen med Grundtvig i 1872.

Vi har fået at vide at "danskhed" har Dansk Folkeparti taget patent på, så det begreb kan man ikke nævne uden at blive viklet ind i partipolitik.

Vi har også fået at vide at vort slogan må forstås sådan, at vi vil lukke op for ubegrænset tilstrømning af flygtninge og indvandrere.

Jeg kunne nævne flere andre tankevækkende udlægninger, der siger noget om berøringsangst over for omgivelserne og usikkerhed i den nationale selvopfattelse. Men først og fremmest har vi igen og igen fået at vide, at det er et spændende slogan, vi har diskuteret os frem til.

For god ordens skyld skal jeg nok lige fastslå, at Grænseforeningen altid har talt om danskhed. Det første af de tre ben i vor formålsparagraf siger, at vi skal "støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen".

Men når vi nu begynder at tale om "en åben danskhed", så kan der nok være grund til at se nærmere på begrebet.

I disse tider, hvor den nye 18. udgave af Højskolesangbogen sælger som varmt brød, er det fristende at starte med at synge en sang. Men da det er lidt vanskeligt i en avis, vil jeg nøjes med at citere et enkelt vers:

"Danmark, i dag
brydes grænser ned
mod et Europa i fred.
Grænser du ikke kan standse ved.
Hele din jord er med.
Denne levende jord
hvor syd, vest, øst og nord
er tæt på hinanden!"

Verset er hentet fra "Stenen slår smut på det danske vand", hvormed Søren Eppler vandt en konkurrence Grænseforeningen udskrev i 1990. Opgaven var ret og slet at skrive "en ny dansk sang".

En af kvaliteterne ved Epplers tekst er, at han året efter Murens fald var klar over, at nye sange skal placere Danmark ind i en anden og større sammenhæng, end den vi normalt møder i den nationale sangskat.

Nu er sangen fuldt fortjent med som nr. 382 i Højskolesangbogen, og dermed på vej til en større udbredelse og popularitet end den hidtil har haft.

Der går en lige linje fra vindersangen for 17 år siden til det nye slogan.

Det er fastslået mange gange i denne periode, at vi nu lever i en global landsby. Statsgrænserne brydes ned og det gælder i stadig stigende grad, at de hverken er noget man standser ved eller standses af.

Vi bliver alle globaliserede i disse år. Vi ved det godt med fornuften. Det kniber langt mere at indse forandringen mentalt og følelsesmæssigt. Det er fristende at blive i de gamle vaner, hvor vi orienterede os både på hjemme- og udebane med base i den danske nationalstat, som i sin selvforståelse var et barn af nederlaget i 1864 med Dybbøl Mølle som det store samlende symbol.

Grænseforeningen har lige siden starten i 1920 haft Agnes og Harald Slott-Møllers smukke stilisering af Dybbøl Mølle som logo, og foreningen har om noget været bygget på selvopfattelsen fra 1864. Danskheden blev defineret i skarp modsætning til det tyske fjendebillede. En opfattelse der selvsagt fik et kolossalt opsving i 1940’erne og medførte, at Grænseforeningen få år efter besættelsen havde over 200.000 medlemmer.

I dag er Grænseforeningen stadig en stor idébaseret organisation efter danske forhold, men medlemstallet på ca. 24.000 er altså blot lidt over 10% af hvad det var, da foreningen var størst.

Det er den uundgåelige konsekvens af en meget glædelig udvikling! Forklaring følger.

Fra midten af 1950’erne begyndte en ny og positiv proces, som nu er slået afgørende igennem. Den danske selvopfattelse har siden dengang bevæget sig fra at vi betragtede vort land som en politisk-kulturel suveræn nationalstat, til at vi nu opfatter det som en national velfærdsstat indspundet i et stadig tættere internationalt samarbejde.

Sideløbende er der i grænselandet sket en gradvis opblødning af spændingsforholdet mellem flertalsbefolkningerne og mindretallene - henholdsvis det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Nordslesvig – eller Sønderjylland, som mange bedre kan lide at kalde landet fra Kongeåen til den nuværende grænse. I slagordsform er det ofte udtrykt på den måde, at dansk-tysk har bevæget sig fra at være "mod hinanden" til at være "med hinanden".

Nu skal man ikke lade sig snyde af flotte formuleringer til at tro at alt er idyl og der ikke længere er spændinger under overfladen.

Tolerancen blegner til en vis grad, når mindretallene får virkelig indflydelse. Som man senest så det efter landdagsvalget i Slesvig-Holsten i februar 2005 og efter kommunalvalget i Sønderborg i november samme år.

Men når man ser sig om i Europa og konstaterer, hvordan forholdene mellem mindretal og flertal den dag i dag kan give anledning til blodige konfrontationer og politisk højspændte situationer, så er udviklingen i det dansk-tyske grænseland en succeshistorie.

Hvad er hemmeligheden bag den?

For det første er det vigtigt at huske, at selv om lidenskaberne kogte i 1919-20 om hvor afstemningszonerne skulle placeres, så blev den dansk-tyske grænse fastlagt efter folkeafstemninger baseret på princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Verden ville være et fredeligere sted hvis det princip siden var blevet brugt noget hyppigere.

For det andet kan man trække en linje videre fra folkeafstemningerne til en udviklet demokratisk samfundsopfattelse. At demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle - også for mindretal - blev knæsat i de to nabolande med København-Bonn erklæringerne den 29. marts 1955.

De enslydende hensigtserklæringer, der blev underskrevet dengang af H. C. Hansen og Konrad Adenauer, har haft afgørende betydning for opblødningen af det gensidige klima.

I løbet af 1960’erne og 70’erne bredte forståelsen sig for, at det også i det dansk-tyske forhold var rigtigt, hvad forfatteren Jørgen Bukdahl i 1930’erne utrætteligt betonede i en nordisk sammenhæng: at forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer.

I løbet af 1980’erne og 90’erne visnede derfor gradvist den traditionelle opfattelse af, at mindretallene var en pestilens – eller i det mindste til besvær. Den indsats mindretallene ydede kulturelt, politisk og socialt førte skridt for skridt til, at stadig flere opdagede, at hvis man holdt op med at kigge sig tilbage og i stedet orienterede sig i nutiden, samtidig med man skiftede de fortidstonede briller ud med nye briller med klart glas, måtte man nøgternt konstatere, at kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund. Livet i grænselandet har simpelthen en særlig intensitet, fordi flere kulturer lever side om side.

For det er flere kulturer. Tilnærmelsen skal ikke få nogen til at tro, at der ikke længere er forskel på dansk og tysk kultur, på dansk og tysk samfundsindretning! Men hvis man er opmærksom på hvad der er fælles – og ikke udelukkende fokuserer på hvad der skiller – så opdager man at den anden part ikke er et fjendebillede, men et fremmedbillede. Og sådanne billeder er livsvigtige for at vi kan finde ud af, hvem vi selv er.

Når mindretal og flertal møder hinanden i øjenhøjde og viser respekt for hinanden, viser oprigtig interesse for den anden part uden at opgive sig selv, så opdager man at samfundslivet får en ny fylde og intensitet.

I det 21. århundrede er udviklingen gået endnu et skridt videre. Det viser sig ved at vi i stigende grad magter at være fælles om historien. Den 18. april er der i dag ikke kun danske soldater med ved markeringen af slaget ved Dybbøl, men også tyske. Det samme gælder ved stadig flere af de andre historiske markeringer, der fortsat foregår hvert år i grænselandet.

Denne udvikling sker relativt stilfærdigt, og det skal den også. En historisk forsoning kræver sin tid. Og dén der synes, at 1848-50 og 1864 er meget længe siden bør huske på, at omkring 6000 sønderjyder mistede livet i tysk krigstjeneste i 1914-18, og at der fortsat lever mange mennesker for hvem 1940-45 og besættelsestiden er levende erindring.

Men igen: at vi i stigende grad kan lave gensidige markeringer af de blodige dele af vor fælles historie, er uhyre positivt. Det er en succeshistorie vi har gennemført. Alligevel vil det for mange mennesker være en overraskende konklusion på den lange udvikling siden 1920, at erfaringerne i grænselandet viser, at dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer.

Det er egentlig ikke nogen ny viden. Tænk blot på med hvilken trofasthed og energi udvandrere til USA, Argentina – og i nyere tid England, Spanien og Frankrig - har holdt og holder fast i "det danske". Ikke som et middel til at vende ryggen til de nye hjemlande, men som en kulturel ballast der var og er nødvendig for at magte den nye hverdag

At vort eget sprog og vor egen kultur kan blive styrket i en flerkulturel og flersproglig hverdag er til gengæld en viden der er god at have med i en globaliseret landsby, hvor statsgrænserne svækkes, og hvor derfor sprog- og sindelagsgrænserne bliver stadig vigtigere.

Hvorfor?

Fordi der også i en globaliseret verden er behov for, at definere hvem vi er. Definere det folk eller den stamme jeg tilhører. Og dermed også finde ud af, hvilke kvaliteter vi måske kan bidrage med i det store mellemfolkelige fællesskab, der mere eller mindre utopisk tegner sig i en verden, hvor vi med den polsk-engelske sociolog Zygmunt Baumans ord, alle er "fordømt til hinandens naboskab".
Derfor er det nu også Grænseforeningens erklærede vision at arbejde for en udvikling hvor man kan opleve, at "erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring".

Der er et godt stykke vej før vi kommer så langt.

Bevares, vi kan nok blive enige om, at vi lever i en verden under forandring. Men indtil videre kan det være vanskeligt at få øje på den åbne danskhed – hvilket vil sige på den demokratisk-kulturelle forankring med deraf følgende selvfølelse, vi ellers burde have alle muligheder for at demonstrere både indadtil og udadtil.

Nuvel, det tager selvfølgelig også tid. Traditionen for ærefulde nederlag er lang og er gået os i blodet.

Lad os derfor i hvert fald glædes over de første tegn på at processen er begyndt og en ny erkendelse spirer frem. Som da Nordisk Råd holdt session i København for et år siden og lancerede undersøgelsen om "Norden som global vinderregion".

Selvbevidstheden i proklamationen kan nok skræmme stilfærdige gemytter. Fremtidsforskeren Arne Sørensen sagde engang, at vi danskere har behov for en ny nationalkarakter. For i den traditionelle opfattelse var vor dominerende egenskab evnen til at dukke os. Den der dukker sig bliver nemlig ikke ramt af ridefogedens strenge blik og sat op på træhesten!

Men igen: hvis man ser sig nøgtern omkring, så er Norden jo en global vinderregion. Vi importerer kvalificeret arbejdskraft i stor stil. Det er tyskerne der pendler op til os. Man kan blot tænke på det seneste udslag af denne udvikling, nemlig at der fra den 2. oktober i år er ansat tyske buschauffører både i hovedstaden og i Århus området.

Det er på høje tid vi indser, at vi har præsteret en ganske imponerende dobbelt saltomortale i de sidste halvandet hundrede år.

Den første saltomortale præsterede danskerne ved at gøre det smertelige nederlag på Dybbøl til en stor folkelig sejr. I stedet for at gå i opløsning efter 1864 skabte vi en imponerende kulturrevolution, som 1900-tallets Danmark voksede frem af. Med Venstre og Socialdemokratiet som politiske hovedkræfter skabtes den danske nationalstat. Det var Danmark som de mangfoldige foreningers land. Et land der var blevet så lille, at der var brug for alle gode kræfter. Et land der var bygget på, at vi havde lært at tænke med de overvundnes tanker.

Den anden saltomortale består i at vi i løbet af det sidste halve århundrede har gjort landbrugs- og industrilandet til en moderne og vidensbaseret velfærdsstat, som er dybt integreret i den globale virkelighed. Forandringerne er gået så stærkt, især de sidste 15-20 år, at det ikke er mærkeligt det kan være vanskeligt for os at kapere dem alle.

Vi kan ikke blive stående i forvirringen.

Tiden er nu inde til at minde hinanden om, at vist er vi et lille land, der konstant befinder sig i en mindretalssituation. Vi befinder os imidlertid også i en ny virkelighed, hvor også de store lande må lære den lektie. I den globale landsby er vi alle mindretal. Det er vi ved at indse i Europa.

Hvad er konsekvensen af den udvikling?

Den er det for os løfterige, at kvalitet på mange måder bliver vigtigere end kvantitet. Hvilket igen vil sige, at vi omsider skal lægge de gamle nederlagserfaringer bag os. Vi har lært i løbet af den anden saltomortale, at vi ikke har nogen grund til at gå i skjul for det fremmede og anderledes.

Tværtimod har det vist sig, at dansk kultur og sprog stimuleres i mødet med andre sprog og kulturer.

Samtidig skal man huske på, at påvirkningen selvsagt går begge veje. Danskhed i Sydslesvig er ikke ganske det samme som danskhed i Vendsyssel. Som i øvrigt aldrig har været ganske det samme som danskhed i Nordsjælland. "Danskerne findes i mange modeller", som Ebbe Kløvedal Reich skrev i en sang i 1994 – nu nr. 201 i Højskolesangbogen.

Det afgørende er, hvordan vi når frem til enighed om den fælles model. Ebbe Reich skrev i omkvædet til alle syv vers:

"Lad os tale om det frit,
lære hvor vi står,
blive tvivl og kulde kvit,
skabe gyldenår".

Grænseforeningen har om nogen forvaltet den gamle nederlagstænkning, hvis tid nu må være endeligt forbi. Engang fulgte hele folket med i den. Spørgsmålet om den dansk-tyske grænses placering var hele to gange i forrige århundrede det mest eksplosive emne i dansk politik.

Den glædelige udvikling jeg har beskrevet, gjorde gradvist grænselandets forhold til et anliggende for særligt interesserede. Dramatikken forsvandt, og der blev i mere end én forstand ro ved grænsen. Efterhånden kan det knapt betale sig at krydse den for at købe spiritus og cigaretter.

Globaliseringen har imidlertid medført, at grænselandet har flyttet sig fra at være en periferi til igen at være et meget centralt område.

Det er for det første i grænselandet vi finder sprog- og sindelagsgrænsen, som definerer, hvor Danmark i åndelig forstand begynder. Det er for det andet i grænselandet vi har høstet vore erfaringer med den mindretals- og flertalsbalance, der er et europæisk grundspørgsmål i den moderne virkelighed.

Derfor er det nu Grænseforeningens opgave at fortælle danskerne at erfaringerne fra grænselandet igen har betydning for os alle. Betydning for at vi kan finde ny forankring i en åben danskhed, så vi kan være med til at præge fremtiden og ikke blot blive præget af den.