A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Gram Gods

Gram nævnes 1231 som kongelig ejendom. Den blev senere et adeligt gods, fra 1617 det eneste betydelige i Haderslev Amt. 1664 blev Gram købt af feltherre Hans Schack. Gram Gods omfattede i 1860 500 gårde og huse og et areal på over 10.000 hektar. Fæstegodset overgik i selveje efter 1873. Godset tilhørte greverne Schack og Brockenhuus-Schack til 2007, hvor det blev købt af Sanne og Svend Brodersen.

Efter frasalg af skov og andre ejendomme omfatter godset i dag 440 hektar. Gram Slot består af tre fløje: østfløjen fra ca. 1500, sydfløjen opført af Hans Schack 1669 og vestfløjen opført af Anna Sophie Schack 1752. Slottet er placeret på en holm i den opstemmede slotssø. Den store slotshave er i hovedsagen anlagt omkring 1700, men fornyet efter orkanen 1999. Godset drives i dag økologisk, og virksomheden omfatter også formidling af historie, arkitektur og natur.

Af Carsten Porskrog Rasmussen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Sønderjysk Månedskrift 2002:4 (temahæfte om Gram Gods).