A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Gråsten Kommune

Kommune i Sønderjyllands Amt på 57 km2, etableret i 1967, tre år før kommunalreformen i 1970. 1966 blev Gråsten og Rinkenæs sognekommuner lagt sammen, og året efter kom Kværs Sognekommune med. Kommunen overtog Gråstens våben fra 1948, et slot med tre gavle og midterspir (en stiliseret udgave af Gråsten Slot). Kommunen har rådhus i Gråsten.

Kommunen havde 7.218 indbyggere i 2006 og indgik i 2007 i Sønderborg Kommune. Til kommunen hørte, udover Gråsten, byerne Kværs og Rinkenæs. I sidstnævnte ligger golfbanen ved Benniksgård og Rinkenæs Efterskole, der blev oprettet 1952 specielt med henblik på efterskoleophold for børn af dansksindede fra Sydslesvig. I byen desuden Rinkenæs ny kirke, tegnet af Harald Lønborg-Jensen og opført 1928-32. Den middelalderlige kirke ligger fire km nord for byen. Nordligst i kommunen Gråsten Landbrugsskole, oprettet 1922. Skolens hovedbygning blev tegnet af arkitekt Peder Gram.

Af Kim Furdal og Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.