A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Gerlach, G.D., 1797-1865, dansk officer

Georg Daniel Gerlach (31. august 1797-7. marts 1865) havde gjort militær karriere fra sin barndom. Han deltog i krigshandlinger under Treårskrigen, bl.a. ved udfaldet fra Fredericia. Han var ikke den store teoretiker, men anerkendt som en engageret og modig officer, som gik foran mandskabet med sit gode eksempel.

Ved indledningen til krigen i 1864 fik Gerlach kommandoen over 1. division og titel af generalløjtnant. 1. division vandt hæder ved træfningen ved Mysunde den 2. februar 1864. Af samme grund ville overkommandoen ikke indkalde Gerlach til krigsrådet den 4. februar, hvor beslutningen om tilbagetrækning fra Danevirke blev truffet. Efter tilbagetrækningen blev de Meza kaldt til København for at forsvare beslutningen over for krigsminister C.C. Lundbye. Gerlach tog initiativ til sammen med en gruppe officerer at indstille til kongen, at de Meza igen fik overkommandoen, men uden held, formentlig fordi kongen aldrig fik indstillingen.

I stedet blev de Meza frataget overkommandoen, som den 29. februar 1864 blev overdraget til Gerlach, dels fordi han ikke havde været med til at træffe den skæbnesvangre beslutning om rømning af Dannevirke, dels fordi han var mere loyal over for regeringen end den genstridige de Meza. Gerlach var fra første færd dybt uenig med krigsministeriet, der under krigen gentagne gange greb ind i de militære beslutninger. Krigsministeriet forlangte flere offensive aktioner fra den danske hær, hvilket Gerlach imødegik med ønsket om at fratræde, da den øverstkommanderende måtte have frie hænder i forhold til det politiske niveau. Ønsket blev ikke opfyldt.

Overkommandoen for den danske hær gjorde i begyndelsen af april krigsministeriet opmærksom på, at skanserne nu var så medtagne af de preussiske bombardementer, at chancen for at holde dem under et fjendtligt stormløb var meget lille. For at undgå en katastrofe foreslog man derfor enten helt at rømme stillingen før den truende storm eller kun at holde den besat med en lille styrke, som hurtigt kunne trækkes tilbage. Krigsministeriet svarede at stillingen af politiske grunde skulle forsvares til det yderste.

Overkommandoen udarbejdede herefter en lignende indstilling, men inden denne var afsendt fulgte den 14. april en telegrafisk meningsudveksling mellem overkommandoen ved stabschef Stiernholm og ministeriet, hvori overkommandoen krævede frie hænder til at træffe de beslutninger, den militære stilling krævede - hvilket i realiteten betød tilbagetrækning fra Dybbøl. Ministeriet sendte et telegram, hvor man forsikrede, at overkommandoen havde frihed til at træffe de rette militære beslutninger. Men senere på dagen fulgte endnu et telegram fra krigsministeriet, som havde forelagt meningsudvekslingen for D.G. Monrad, der meddelte, at stillingen skulle holdes for en hver pris. Det menes, at Monrad på dette tidspunkt var i en manisk fase i sin sygdom og derfor overbevist om, at den danske hær kunne afvise det ventede preussiske stormangreb. Så sent som den 17. april fremsendte Gerlach endnu et brev til krigsministeriet med anmodning om at få frie hænder, men han fik ikke noget svar før efter stormen den 18. april. Gerlach fulgte derfor den oprindelige ordre med de betydelige tab til følge, som stormen den 18. april medførte.

Efter krigen blev Gerlach til sin store sorg fyret, hvilket var absurd i forhold til, at han i modsætning til de Meza faktisk havde fulgt politikernes ordre og imod al fornuft havde ladet den danske hær blive stående ved Dybbøl. Dilemmaet mellem på den ene side at skulle følge ordrerne fra København (forsvare Dybbøl til det yderste) og på den anden side forsøge at bevare en intakt hær og værne om sine soldaters ve og vel, ødelagde ham. Allerede før den 18. april følte han sig som en knækket mand, og efter krigen sank han helt sammen og trak sig tilbage til sit landsted, hvor han døde den 7. marts 1865, mindre end et år efter nederlaget på Dybbøl.