A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Grau, Andreas, 1883-1935, redaktør

Andreas Grau

Andreas Grau (portræt af Harald Slott-Møller i Klubværelset på Flensborghus)

Andreas Grau blev født på en gård i landsbyen Bro på Als i 1883. Gik som barn i tysk skole hos en meget fanatisk tysk-orienteret lærer. Han blev tidligt vakt for den danske sag og efter ophold på Askov Højskole (1907-08) blev han som 25-årig lokalredaktør på Dybbøl-Posten i Nordborg. Samtidig blev han en af lederne af den danske ungdomsbevægelse på Als. Inden 1. Verdenskrig flyttede Andreas Grau til Flensborg for at begynde dansk ungdomsarbejde i de områder, som var under stærkt tysk pres. Under krigen arbejdede han som journalist ved Flensborg Avis.

Efter Tysklands nederlag i 1918 blev han igangsætter og organisator for den danske bevægelse i Mellemslesvig, bl.a. som medlem af Mellemslesvigsk Udvalg, som havde til opgave at forberede en dansk indsats ved afstemningen i Mellemslesvig (2. zone). Som repræsentant for dette udvalg sendte Andreas Grau en petition til den danske regering med 4.277 underskrifrter med krav om en afstemning.  På fredskonferencen i Paris var han delegeret for Mellemslesvig ved den dansk-slesvigske delegation

Det fortælles at Andreas Grau ved en audiens hos Christian 10. havde fortalt om syersken Jomfru Fannys forudsigelse om, at kongen i forbindelse med Genforeningen ville krydse den gamle grænse ridende på en hvid hest. Dette kan måske være baggrunden for, at spådommen faktisk gik i opfyldelse. Andre mener at H.P. Hanssen sørgede for, at spådommen gik i opfyldelse.

I 1919 blev Andreas Grau redaktør af Dybbøl-Posten, en stilling han bevarede frem til sin død i 1935. I kraft af sin store interesse for det danske mindretal kom han i forbindelse med andre nationale mindretal i Europa og foretog i årene 1930-33 talrige studierejser hertil.

Andreas Grau indtog en førende plads i Flensborg-bevægelsen sammen med redaktør Jens Jessen og stod både personligt og igennem avisen Dybbøl-Posten i skarp modsætning til H.P. Hanssen og Aabenraa-bevægelsen.

Andreas Grau er portrætteret af Harald Slott-Møller (i klubværelset på Flensborghus) og af Mogens Høeg-Guldberg Hoff i Billedsalen på Folkehjem i Aabenraa.

Kilder:
Troels Fink: Båndene bandt. Forbindelsen over Kongeåen 1848 - 1914. Bind I og II. Institut for Grænseregionsforskning 1999.

Yderligere litteratur: Kirsten Grau Nielsen: Andreas Grau og Sønderjylland. Midt i striden 1906-1935. Hovedland.