A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Hanssen, Helene, 1860-1935

Helene Hanssen var datter af sognefoged Peter Iversen i Ullerup og nedstammede både på fædrene og mødrene side fra fremtrædende gårdmandsslægter på Sundeved. Hun var hele sit liv stærkt knyttet til hjemstavnen. Fra barnsben havde hun lyst til at læse, men det var der ikke umiddelbart mulighed for i det traditionsbundne bondemiljø. Efter sin kofirmation blev hun sendt ud at tjene, som det var skik og brug også i velhavende bondefamilier. Som 17-årig kom hun på den korte sommerskole på tre måneder på Askov Højskole, og dette ophold var med til at sætte et livsvarigt præg på Helene Hanssen. Hun søgte nu at få en uddannelse, men måtte i første omgang nøjes med at blive oplært som mejerske - en af de få uddannelser, der fandtes for kvinder på den tid. I de næste fem år arbejdede hun på forskellige større gårde, først Avnbøl, så i herregårdsmejeriet i Gråsten. Samtidigt begyndte hun at interessere sig for politik og kultur, læste de sønderjyske dansksprogede dagblade og Højskolebladet, der var en vigtig formidler af grundtvigianismen og den danske kultur. Efter afslutningen af mejeriuddannelsen var hun igen på Askov Højskole en sommer og blev derefter friskolelærer i Mørdrup ved Helsingør.

Som 20-årig var Helene blevet forlovet med den 18-årige bondesøn, Hans Peter Hanssen fra Nørremølle i nabosognet Sottrup. Han var fra sin tidligste ungdom dybt engageret i den danske sag og havde skrevet herom i et brev til sin kæreste: "Jeg ønsker mig en Hustru, som er rede til at afse vor egen Lykke og Velfærd, naar Fædrelandets Lykke og Velfærd kræver det, og jeg ved, at du deler denne Tankegang". Det gjorde Helene, og hun lovede at lade den nationale kamp få førsteprioritet, og dette løfte holdt hun gennem et langt samliv og ydede villigt de mange afsavn, som var påkrævet. Betegnende herfor var, at den traditionelle forlovelsesgave i form af et guldsmykke til kvinden blev erstattet af et leksikon, for det mente hendes kæreste, at hun ville få mere både gavn og glæde heraf.

Forlovelsen bestyrkede Helene i nødvendigheden af at erhverve indsigt i samfund, kultur og historie, og hun vendte tilbage til Askov på den længere vinterskole og tog derpå plads i huset hos forfatteren Jacob Knudsen i Askov for at være i tæøttest mulig kontakt med højskolen, ikke mindst for at kunne følge foredrag,. Herefter tog hun et kursus i dansk og gymnastik og underviste en tid som efterskoloelærer på Fyn. Målet var at komme på Nathalie Zahles skole i København for at blive uddannet som lærerinde, men der var ingen forståelse herfor i hendes familie, hvor man mente, at kvinder havde bedre af at bestille noget end at blive ved med at proppe lærdom i hovedet.

En anden mulighed for at få en uddannelse og derved blive økonomisk selvstændig var at blive oplært som jordemoder, og det kunne klares på ½ år i Kiel. Men nu slog H.P. Hanssen bak, for han ønskede ikke at starte sin ægtestand og politiske karriere som jordmodermand! Hans mål var at blive redaktør af en dansksproget avis, da dagspressen var et af de vigtigste medier for den politiske påvirkning. I forlængelse af denne beslutning valgte Helene at slutte som efterskolelærer og søgte ansættelse på Fyns Tidende for her at får et elementært indblik i bladdrift.

I maj 1888 stod brylluppet, og det unge par slog sig ned i Sønderborg, hvor H.P. Hanssen havde fået ansættelse ved Dybbøl-Posten. Samme år blev han sekretær i den nyoprettede Nordslesvigsk Vælgerforening, så det blev travle år for ham. Helene gik straks i gang med at organisere sit eget bidrag til den danske sag. Hun skabte et bogudlån for børn i sine prIvate stuer. Med hjælp fra Sprogforeningen fik hun opbygget en betydelig bogsamling, og 300 børn var indskrevet som lånere. Dette biblioteksarbejde måtte imidlertid opgives, da H.P. Hasnssen i 1893 valgte at flytte til Aabenraa, hvor han havde købt dagbladet Heimdal for din fædrene arv. I de første år arbejdede Helene kun i begrænset grad på avisen, men i 1896 blev hendes mand valgt som medlem af Landdagen i Berlin , og hun overtog nu det daglige ansvar for bladets drift og økonomi i de otte måneder om året, hvor Landdagen var indkaldt. Fra 1906 blev H.P. Hanssen også også medlem af Rigsdagen, og det medførtte et endnu større fravær fra hjemmet og den bladvirksomhed, som familien skulle leve af. Jævnsides med sin deltagelse i bladdriften havde Helene næsten alene ansvaret for den store børnflok, der efterhånden nåede op på ni, og hun skulle tillige gennem daglige breve sørge for at holdfe sinægtefælle i Berlin tæt orienteret om udviklingen i Nordslesvig.

Helene Hanssen søgte aldrig sit eget og formåede i en sjælden grad at være bagmandskvinde og den gode hustru, der trofast og hengivent stod ved sin mands side et langt liv. Hun udfyldte hans plads i hjemmet og på bladet, når han var på rejse, og overlod dem uden sværdslag til ham, når han kom hjem på sine korte besøg. Men hun fulgte ham ikke blindt, og hun bevarede sin selvstændighed og sine meningers mod. Når der var modgang, opmuntrede hun ham, og nårt der var medgang, lagde hun en dæmper på ham. Hendes sikre dømmekraft og menneskekundskab blev derfor af uvurderlig betydning for ham, og deres nære forhold og indbyrdes respekt var med til at sikre kampviljen og troen på den danske sag hos dem begge.

På det personlige plan var Helene Hanssen beskeden og fordringsløs, og hun ønskede ikke at indtage nogen plads i offentligheden. Således ville hun ikke flytte med til København, da H.P. Hanssen blev minister i 1919. Hun døde i 1935, og det må tolkes som et udtryk for det symbiotiske forhold mellem ægtefællerne, at H.P. Hanssen fulgte hende i graven mindre end et halvt år senere. I 1941 udgav Schultz Forlag en lille levnedsskildring "Et dansk Kvindesind - Helene Hanssen". Bogen, der er skrevet af datteren, Ingeborg Refslund Thomsen, rummer denne sammenfattende karakteristik af
Helene Hanssen: "En Kvinde, for hvem Hjemmets fire Vægge aldrig blev en snæver Verden, thi hun var stærk i sin Kærlighed til sin Husbond, stærk i Kærlighed til Land og Folk."

Artiklen er forfattet af Inge Adriansen.