A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Hostrup Sø

Søen er med sine 202 ha Sønderjyllands største sø. Den ligger 8 km syd for Aabenraa omgivet af hede, mose og overdrev. Søen ligger mellem to randmorænestrøg omkring hovedopholdslinjen under sidste istid (se Landskabsformer i Sønderjylland). Søen og dens omgivelser er omfattet af to af Natura 2000’s internationale beskyttelser: EF Fuglebeskyttelsesområde og EF-Habitatområde, der udgør ialt 1322 ha. Der foretages naturpleje for at bevare de særligt værdifulde naturtyper. Ved søen ligger spejdercentret Stevninghus, hvor Det Danske Spejderkorps adskillige gange har afholdt korpslejr, startende med Ny Hedeby-lejren 1969.

Af Henrik Jakob Mynster Alsted i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Peter Gravesen m.fl. (red.): Geologisk set. Det sydlige Jylland. 2004. Steen Rabjerg: Oplev naturen i Sønderjylland. 2003.